Professor: Chokerende få planlægger deres ejerskifte

Det kan blive dyrt, hvis generations- eller ejerskiftet ikke planlægges i god tid.

Hvad skal der ske med virksomheden, når direktøren ikke længere kan eller vil stå i spidsen for den?

Hvordan skal den videreføres? Hvem skal stå i spidsen? Og hvordan skal den svære overgang til en ny ledelse ske?

De spørgsmål er der alt for få ejerledere, der tænker over og planlægger i tide. Og det kan let komme til at koste dyrt, siger Morten Bennedsen, der er ’Niels Bohr’ professor på Københavns Universitet og på INSEAD i Frankrig, hvor han forsker i familiedrevne virksomheder og har undersøgt, hvordan flere tusinde danske ejerledere planlægger fremtiden for deres virksomhed.

"Det er et stort paradoks, at mange danske ejerledere er fantastisk dygtige til at drive deres virksomhed. Men de er ikke særligt gode til at planlægge, hvordan virksomheden skal drives videre, når de ikke længere selv kan eller vil drive den. Når de ikke planlægger, hvad der skal ske med virksomheden, udsætter de den for en stor risiko", siger Morten Bennedsen.

Ifølge hans beregninger skal mellem 25.000 og 30.000 danske virksomheder - svarende til knap hver 3. danske virksomhed – enten skifte ejer eller gennem et generationsskifte inden for de næste 10 år.

Kun halvdelen har plan

Af disse mange tusind virksomheder er det under halvdelen, der har en plan for ejer- eller generationsskiftet af deres virksomhed og dermed for, hvad der skal ske, når de ikke længere selv er der til at lede virksomheden.

"Det er chokerende, at så få har planlagt et ejer- eller generationsskifte. Hvis alle ejerledere planlagde et ejerskifte, ville flere virksomheder overleve og vokse sig store. Ejerledere, der ikke planlægger hvad der skal ske, påfører deres virksomhed en stor risiko, som kan koste dyrt på bundlinjen", siger Morten Bennedsen.

I sin forskning har han set på, hvad der sker, hvis ejerlederen er indlagt i mere end fem dage i løbet af et år, og dermed er forhindret i at lede sin virksomhed.

"Hvis virksomheden ikke har planlagt, hvad der skal ske i ejerlederens fravær, falder overskudsgraden med tre procent. Til sammenligning falder overskudsgraden kun med én procent i virksomheder, hvor der er sket planlægning".

"Det understreger vigtigheden af planlægning, når selv korte fravær af en leder kan få så stor betydning", siger Morten Bennedsen.

OBS. Opdateret 20/8 kl 10:11 - Landbrugsavisen.dk havde skrevet, at Morten Bennedsen er blandt oplægsholderne til årets vækstkonference. Dette er ikke korrekt og hermed slettet. Landbrugsavisen.dk beklager fejlen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle