Professor spår: Bakterier er fremtidens afgrøde

Cyano-bakterier kan bidrage med protein i køderstatninger, i pølser eller i bagværk i stedet for mel, vurderer professor.

Du har sikkert hørt, at mange flere mennesker på Jorden vil gøre det nødvendigt, at du spiser græshopper, larver eller andre insekter i fremtiden.

Nu kommer forskerne med en melding, der kan gøre det endnu værre – eller bedre, afhængig af øjnene, der ser, og tungen, der smager: Fremtidens bæredygtige fødevarer er lavet af bakterier. Det skriver Videnskab.dk.

"Jeg kunne forestille mig, at vi står overfor en grøn revolution, hvor cyanobakterierne bliver en ny afgrøde", siger professor Poul Erik Jensen, professor i plantebaserede fødevarer hos Fakultet for Ingrediens og Mejeriteknologi ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Cyanobakterier er rige på blandt andet proteiner, og ifølge professoren kan de som noget helt særligt dyrkes i store tanke og kræver ikke meget andet end sol og varme.

De kan endda leve af spildevand fra fødevareindustrien – og så opsuger de en masse CO2, mens de vokser. Når de er høstet, kan de bruges som pulvererstatning for et væld af ingredienser i de fødevarer, du kender i dag.

"Cyanobakterier kan bidrage med protein i køderstatninger. I pølser eller i bagværk kunne man også forestille sig at bruge dem i stedet for mel", siger professor Poul Erik Jensen.

På den måde mener professoren, at man kan erstatte noget af det protein, vi får fra importeret soja, som man skal bruge landbrugsjord for at dyrke, med bakterier.

Kanelsnegle med bakterier

For at blive klogere på, hvad cyanobakterierne mere præcist kan bidrage med på fødevarefronten, har studerende på Københavns Universitet arbejdet med cyano-pulver.

De forsøgte blandt andet at tage et første skridt med at bage pulveret ind i kanelsnegle som en erstatning for mel.

"Det kunne da godt spises, men det var fuldstændig grønt. Kanelen kunne ikke overdøve smagen af alger, men det kan vi arbejde med", siger Poul Erik Jensen, som blev forsøgskanin på de studerendes prototype.

Han fortsætter:

"Cyanobakterier smager ikke dårligt, men de smager heller ikke specielt godt. Men da det første mælk kom ind på mejerierne, smagte det sgu heller ikke godt, indtil man fandt ud af, hvordan man skulle behandle det ved at køle det ned og sørge for at få det forarbejdet hurtigt".

Kan dyrkes i drivhuse 

Ifølge Poul Erik Jensen kan produktionen i princippet foregå på danske gårde i glasklare containere.  

"Tomme drivhuse eller staldbygninger kunne laves om, så man kunne dyrke cyanobakterier. For at få sollys kunne man skifte taget på bygningen ud med plast eller glas for derefter at dyrke bakterierne i store glasklare containere i staldbygningerne", funderer Poul Erik Jensen.

Derefter kan bakterierne indsamles og laves til produkter som protein, sukker, fedtstoffer og måske endda en ny generation af biobrændsel. Men dette er endnu visioner.

Professor Poul Erik Jensen spår, at vi inden for de næste 3-5 år vil se mange flere cyanobakterier i fødevarer, blandt andet som erstatning for kød, ligesom vi i dag ser blandt andet cyanobakterie-produktet Spirulina i smoothies.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle