Protestudmeldere kan få særlig pakke hos LandboSyd

LandboSyd opretter særlig aktivitetspakke til protestudmeldere.

LandboSyd opretter nu en særlig aktivitetspakke til de 52 svineproducenter, der meldte sig ud af foreningen i protest mod Landbrug & Fødevarer. 

Det fortæller Mogens Dall, formand i LandboSyd, efter et møde med protestudmelderne tirsdag.

"De får mulighed for at købe en aktivitetspakke i rådgivningen, hvis de ønsker det, som giver dem adgang til en række arrangementer og støtter konsulenternes arbejde," siger han.

Den nye aktivitetspakke koster 7.500 kroner i kontingent, der udelukkende skal gå til LandboSyds aktiviteter, hvilket næsten svarer til foreningens dyreste medlemsskab til 8.000 kroner. 

Vi lever i et frit land

Mogens Dall understreger, at det ikke er det samme som et medlemsskab. I modsætning til et medlemsskab, giver aktivitetspakken nemlig ikke adgang til generalforsamlinger og den rådgivning, som medlemmer ville få gratis. 

De kan dog købe rådgivning på lige fod med andre ikke-medlemmer til fuld pris.

"Vi lever i et frit land, og jeg prøver egentlig bare at samle i stedet for at sprede vores landmænd," siger Mogens Dall og tilføjer:

"Tiden læger alle sår, og så kommer de nok tilbage igen engang."

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle