Radikale: Ud med jord – betal med højere pesticidafgifter

Det er nu en del af de radikales valgoplæg, at en tredjedel af jorden skal ud af dyrkning. Det skal bl.a finansieres med pesticid- og husdyrafgifter.

De radikales valgoplæg, som fremlægges på årsmødet i weekenden vil nok få mange ikke mindst konventionelle landmænd til at spærre øjnene op. Partiet lægger nemlig op til drastiske ændringer i erhvervet.

”Vi vil udtage 1/3 af de nuværende marker fra dyrkning inden 2050. Til gavn for klimaet, naturen, og biodiversiteten. De resterende 2/3 landbrugsjord skal udvikles til i 2050 at være et giftfrit, klimavenligt og cirkulært landbrug, der fremstiller gode, grønne og sunde fødevarer”, skriver de bl.a. og fortsætter.

”Vi vil gøre det nemt og attraktivt for landmænd at give naturen gode forhold, bl.a. gennem tilskud til lærkepletter og naturstriber. Vi vil værne om dansk landbrugs styrker: Økologi og højkvalitetsprodukter”.

Dermed er det radikale forslag, som partiet præsenterede på Naturmødet i Hirtshals i maj, nu blevet en del af valgkampen.

MINDRE UDLEDNING

Årsagen til at de radikale vil gå så drastisk til værks er, at det ifølge formand Morten Østergaard er den billigste og mest effektive måde at nedbringe udledningen af klimagasser.

Radikale vil enten gennemføre planen ved at staten betaler landmanden for at omdanne markerne til natur eller til græssende dyr.

Han forudsætter, at man tager de mindst rentable jorde ud af dyrkning, som ifølge ham slet ikke er rentable at dyrke uden landbrugsstøtte. 

Højere pesticidafgifter

Forslaget skal finansieres  ved at omlægge landbrugsstøtten og bruge den aktiv på at nå målene. De radikale vil bruge en mia. kr. om året på at udtage marker og 600 mio. kr. årligt på at gøre det giftfrit. Derudover vil vi finansiere med forhøjede pesticidafgifter og husdyrafgifter. Og forskningen i nye teknologier finansieres over finansloven«, siger partiformand Morten Østergaard til Information.

POLITISK ONELINER

Professor ved Aarhus Universitet, Tommy Dalgaard, bekræfter, at udtagning af landbrugsjord kan være en effektiv måde at nå klimamål. Alligevel kalder han tanken om at udtage en tredjedel for en "nem politisk oneliner på en meget kompleks problemstilling".

Han vurderer ifølge Information, at det giver mening for 4-5 procent af markerne, ikke en tredjedel. Samtidig advarer han om, at hvis man reducerer landbrugsproduktionen herhjemme, vokser den nok i udlandet, hvor den ikke er lige så klimaeffektiv. Og så gavner det ikke klimaet.

Endelig stiller han spørgsmålstegn ved regnestykket. Hvis det, som de radikale siger, vil koste en mia. kr. om året, vil det tage måske 700 år at nå en tredjedel af markerne, viser hans udregninger.

USERIØST

Over for LandbrugsAvisen kalder L&F’s viceformand Lars Hvidtfeldt det radikale forslag ”på ingen måde seriøst”.

”Det lægger op til afvikling af dansk landbrug og det er spøjst, at det kommer fra et gammelt husmandsparti”, siger han.

”Jeg har hørt, at de peger på at det bare er jorden i ådale, men det er jo meget langt fra en tredjedel. Det er ikke gennemarbejdet”, siger han.

Lars Hvidtfeldt mener, at de radikale prøver at få ”nogle billige bypoint med simpel populisme.

Endelig kritiserer han, at man bl.a. vil bruge højere pesticidafgifter til at finansiere forslaget, og undrer sig over, hvor de skal komme fra, når man tager jord ud af drift og reducerer pesticidforbruget helt i bund på resten af arealet.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle