Regeringen presser på for mindre ambitiøse naturhensyn i EU

EU-Kommissionen vil have langt mere genoprettet natur. Det kan stå i vejen for grøn energi, siger Danmark.

Høje målsætninger for mere vild natur og biodiversitet i EU risikerer at modarbejde unionens klimaambitioner - herunder særligt målet om at producere meget mere vedvarende energi.

Sådan siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

Han er tirsdag i Bruxelles for at mødes med sine europæiske kolleger. 

Efter dansk ønske er en diskussion om naturhensyn blevet sat på dagsordenen.

Konkret advarer Danmark mod den retning, som EU-Kommissionen har sat med et lovforslag om genopretning af natur.

Forslaget vil sikre, at mindst 20 procent af den europæiske natur genoprettes inden 2030. På længere sigt skal endnu større områder af naturen være tilbage i en god forfatning.

Kommissionen præsenterede udspillet i juni sidste år. 

Her var Danmark overvejende positivt indstillet. Siden er der kommet en ny regering til, og særligt høje elpriser i efteråret ser ud til at have påvirket den danske linje.

- Kort sagt kræver det plads at håndtere klima- og energikrisen, siger Lars Aagaard på mødet.

- Der er brug for mere fleksibilitet, når det kommer til at udrulle vedvarende energi. Vi skal ikke gøre komplicerede godkendelsesprocesser endnu mere komplekse.

EU-Kommissionen har i sit forslag lagt op til, at der kan laves undtagelser for projekter af væsentlig samfundsmæssig interesse, herunder grøn energi.

Det skal dog godkendes af kommissionen, og det pågældende land skal stadig leve op til den samlede målsætning for naturgenopretning.

Danmark foreslår omvendt, at den samlede målsætning for et land reduceres tilsvarende, når landet får et område undtaget.

Lars Aagaard uddyber efter mødet den danske position.

- Vi frygter, at kommissionens forslag kan betyde, at vi bliver alt for forsinkede i forhold til udbygningen af vedvarende energi. Derfor leder vi efter en ny balance. 

- Man skal kunne give prioritet til vedvarende energiprojekter. Det har vi brug for af en klimamæssig grund, men vi har altså også behov for det af en sikkerhedsmæssig grund. Og så må vi finde andre måder at beskytte biodiversiteten på. 

- Jeg håber da, at der kan findes en vej, hvor vi kan få løst begge problemer, siger ministeren.

Kan man godt kalde sig et grønt foregangsland, når man sætter energi over natur? 

- Ja, det mener jeg bestemt godt, at man kan. Det er måske også lidt firkantet sat op. Jeg er fortrøstningsfuld over for, at vi godt kan finde nogle veje, hvor vi kan gøre to gode ting på samme tid. 

Det danske forslag fik under ministermødet opbakning fra blandt andet Slovenien, Holland og Portugal. 

Også Tyskland, Polen og Estland understregede vigtigheden af, at den foreslåede lov ikke må betyde, at det bliver sværere at opstille vedvarende energi. 

/ritzau/
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle