Rekonstruktør vil finde løsning på dansk del af Scandinavian Farms efter Kina-konkurs

Scandinavian Farms i Danmark er ikke gået konkurs, som det er sket i Kina.

Selvom den kinesiske, men dansk-ejede, griseproduktion Scandinavian Farms Pig Industries Ltd. tirsdag gik konkurs, er de danske ejere fortsat under rekonstruktion.

Scandinavian Farms Invest A/S, som var medejer af det kinesiske selskab, blev sat under rekonstruktion i december sidste år.

Det er selskabet fortsat, bekræfter Søren Christensen Volder, der er partner i advokatfirmaet Bech-Bruun og indsat som rekonstruktør i selskabet, over for Agriwatch.

Ifølge Agriwatch skal der nu findes en god måde at få afsluttet selskabet på, eftersom dets primære aktiv nu er gået konkurs.

- Nu skal vi drøfte med selskabets ejere og ledelse, hvad man tænker kan være en god vej frem. Det er der ikke truffet beslutning om endnu. Vi skal finde ud af, om der skal findes en anden aktivitet, eller om selskabet skal lukkes ned, siger Søren Volder Christensen til Agriwatch.

Hårde økonomiske år

Scandinavian Farms Invest A/S (SFI) er ejet af blandt andre Claus og Hans Otto Ewers fra grovvarevirksomheden Brdr. Ewers A/S og landbrugsinvestoren Henrik Hougaard.

Deres kinesiske griseproduktion har gennem flere år kæmpet med eftervirkningerne af afrikansk svinepest i Kina og corona-pandemien. Bytteforholdene i Kina har ligeledes haltet gevaldigt.

Som følge af problemerne i Kina valgte Scandinavian Farms Invest A/S at gå i rekonstruktion i december sidste år.

Det skete efter, selskabet havde prøvet at finde nye ejere til selskabet.

Problemerne i Kina kostede SFI et samlet resultat på minus 42 millioner kroner efter skat i det seneste regnskab fra 2022.

Dermed var underskuddet markant større end i 2021, hvor det landede på 16,8 millioner kroner.

Det gik hårdt ud over egenkapitalen, der ved udgangen af 2022 lå på minus 288 millioner kroner.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle