Så er tørkepakken her: Bliver kun en miniudgave

Tørkepakke til knapt 400 mio. kr. skal hjælpe landbruget med tørketab på formodet 6,4 mia. kr.

Regeringen, S og DF præsenterede fredag formiddag en tørkepakke til landbruget. En tørkepakke, der skal give likviditet til landmændene i en svær tid efter det største høsttab i 100 år – et tab der af Seges er beregnet til 6,4 mia. kr.

Tørkepakken indeholder fritagelse for visse produktions- og kontrolafgifter for 223 mio. kr. i 2019. Desuden vil politikerne se på reglerne om vandingstilladelse, så landmænd ikke skal vente længe, mens afgrøderne tørster.

Ekspertudvalg i økonomi

Desuden vil regeringen nedsætte et ekspertudvalg med fokus på landbrugets økonomi med henblik på at få større stabilitet og robusthed i fremtiden.

Parterne vil også afsætte penge til jordfordeling i 2019 ligesom man afsætter penge til en multifunktionel jordfordelingsfond på 150 mio. kr.

De samlede udgifter løber op i 380 mio. kr.

Derudover er der en aftale om, at man vil mødes igen først i det nye år.

Lille pakke

Tørkepakken er langt mindre end Landbrug & Fødevarer havde ønsket. I august meldte de otte hovedønsker ud, hvor annullering af jordskatten var det, som ville give mest ekstra likviditet til landbruget. Det ønske er ikke imødekommet og der er heller ikke i regeringens tørkepakke sat ord på, at man skal se på datotyranni.

En meningsmåling i august viste, at 54 procent af de adspurgte bakker op om tørkehjælp til landbruget, mens 21,9 procent siger nej.

Faktaboks

De fem initiativer i hjælpepakken er:

  1. Landbruget fritages for produktionsafgifter i 2019
  2. Bedre vandingsmuligheder i fremtidige tørkesituationer
  3. Nedsættelse af ekspertgruppe med fokus på landbrugets økonomi
  4. Oprettelse af tilskudsordning til jordfordeling i 2019
  5. Multifunktionel jordfordelingsfond

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

 

Emneord

politik

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle