Sønderjyder til minister: Start forfra

Fødevareminister Henrik Høegh måtte lægge ryg til kritiske røster på kaffebords-møde i Vojens.

Fødevareminister Henrik Høegh (V) kom i ilden, da Sønderjysk Lbf. mandag bød på kaffebord - og debat om Grøn Vækst, biogas og energi.

For godt nok bidrog både formand Henrik Frandsen og konsulenter med konstruktive forslag til, hvordan landbruget kan videre. Men det hele handlede i sidste ende om, at miljøkrav og økonomien fylder så meget, at frustrationerne sad uden på tøjet på deltagerne.

Afsluttende kunne Henrik Frandsen dog glæde sig over, at ministeren er klar til at komme ud i landet og debattere. Han noterede også, at debattonen var god.

Klapsalver

Grøn Vækst tænder fortsat sønderjyderne, og fødevareministerens forsikringer om kompensation og dybdeborende undersøgelser i udvalg beroligede ikke.

Så chefkonsulent Ulla Bækman, Sønderjysk Lbf., fik store klapsalver, da hun gav udtryk for, at ministeren burde starte helt forfra:

"Det er godt, at der er nedsat nye arbejdsgrupper, og der skal findes ny viden, men det hele er vendt på hovedet. Hvorfor skal vi først have Grøn Vækst, så Grøn Vækst 2.0, så fik vi vandplaner i teknisk høring, og nu er de i høring igen. Hvorfor fik I ikke samlet al den viden sammen inden, vi nu skal til at bøvle rundt med problemerne. Jeg er bange for, at selv om arbejdsgrupperne på et tidspunkt kommer og siger, at det her ikke duer, ja så kører processen alligevel. Er det ikke et spørgsmål om at begynde helt forfra," spurgte Ulla Bækman.

Start forfra

Også en af initiativtagerne til Agerskov-protesterne Thorkild Fink foreslog ministeren at starte forfra:

"Grundlaget for Grøn Vækst er efterhånden så tvivlsomt, at man bør starte på en frisk. Det vil være en lettelse for utrolig mange mennesker. Vi havde møde med borgmestre og udvalgsformænd fra kommunerne, og de synes, det er ufatteligt bøvlet. Hvis grundlaget er så løst, så skub det dog ud i fremtiden. Din faglige baggrund gør, at du jo ved, hvad det handler om," sagde Thorkild Fink.

Formand for teknisk udvalg i Tønder Kommune Bo Jessen bakkede Ulla Bækman op:

"Hvis miljøchefen i kommunen skulle have lavet oplæg til mødet her i dag, ville det have lydt på samme måde. Frustrationen i kommunerne er lige så stor, og behandlingen er miljøansøgninger er gået totalt i stå," sagde Bo Jessen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle