So fik 30 levendefødte pattegrise i ét kuld

En af Ole Mathiasens søer fik i weekenden et kuld med hele 30 levendefødte pattegrise.

Søndag fik svineproducent Ole Mathiasen fra Nørgaard ved Aars i Vesthimmerland sig lidt af en overraskelse i farestalden.

En af hans 750 søer fik i løbet af søndagen nemlig 31 pattegrise i ét kuld, hvoraf de 30 var levendefødte.

"Søndag morgen omkring klokken syv var der en fem-seks levendefødte grise, og hen under eftermiddagen var vi oppe på 30 levendefødte, så det er gået rask derudaf", siger Ole Mathiasen, der sjældent får så store kuld.

"Vi har prøvet at få så store kuld før, men det er ikke så normalt. Antallet svinger jo meget, og kan være alt fra 13 til 25 pattegrise - men 30, det er ikke ret tit, vi oplever det", siger Ole Mathiasen.


29 af de 30 levendefødte pattegrise er stadig i live og har det alle godt. Privatfoto

Det er fjerde kuld soen får, men selvom hun efterhånden er en erfaren ung dame, der ifølge Ole Mathiasen normalt også får lidt over 20 levendefødte pattegrise, er 30 lidt af en ekstraordinær oplevelse som enhver nok lige ville skulle vænne sig til.

"Da jeg kom ind og så til hende senere på dagen, rejste hun sig og var vist lidt i tvivl om, hvor hun skulle lægge sig med så mange grise omkring sig", siger Ole Mathiasen, der har løstgående søer i sine farestalde.

Han morede sig også lidt over timing, idet det store kuld kom til verden på mors dag.

"Hun (soen) skal kløs lidt ekstra bag øret, det var da en lidt sjov timing".

29 af pattegrisene var mandag morgen stadig i live, og halvdelen er nu flyttet over til en såkaldt ammetante - en so, hvor egne smågrise nu er store nok til at blive flyttet.

"Vi har delt dem op i to, så vi er sikre på, at de alle får adgang til råmælk, så de får en god start. De havde alle en flot størrelse og masser af livsmod", siger Ole Mathiasen.

Svineproducenten har 750 søer, og laver ca. 24.000 smågrise årligt. Størstedelen sælges til fire Antonius-producenter, mens de selv feder de resterende omkring 3000 slagtesvin. Til gården hører også 450 hektar.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle