Spildevand fra sommerhuse truer vandmiljøet

Øget komfortønske i danske sommerhuse udfordrer på spildevandsfronten og kan særligt påvirke åer og strande.

Spildevand fra et rekordstort antal gæster og helårsbeboere i danske sommerhuse truer vandmiljøet i særligt åer og strande.

Det skriver Politiken lørdag.

I flere tætbebyggede sommerhusområder er kloakeringen mangelfuld eller slet ikke eksisterende.

Her bliver afføring og andet menneskeligt spildevand håndteret af sommerhusenes egne septiktanke, bundfældningstanke og nedsivningsanlæg.

Men anlæggene er ikke gearet til det store rykind af feriegæster, slet ikke når sommerhusene bliver udstyret med topmoderne husholdningsmaskiner. Sådan lyder meldingen fra flere store sommerhuskommuner.

Spildevandet er mere problematisk i dag end tidligere, fortæller Ghita Hansen, der er direktør i Odsherred Forsyning.

Vil have mere komfort

Hun er blandt andet ansvarlig for spildevand og kloakker i landets største sommerhuskommune, Odsherred i Nordvestsjælland.

"I dag ønsker vi meget mere komfort i vores sommerhuse. Det betyder, at vi installerer opvaskemaskiner, vaskemaskiner og måske nogle gange spa. Det medfører, at der i de systemer, som de har derude på nuværende tidspunkt, kommer noget kemikalie ud, som belaster biologien og miljøet", siger hun til Ritzau.

Ifølge hende presser det spildevandsrensningen nede i tankene med kemikalier og større vandmængder.

Konsekvensen er, at man risikerer, at spildevandet ikke bliver renset tilstrækkeligt. Det betyder, at der neddriver urenset spildevand tæt på grundvandet.

11 procent af alle sommerhuse er i Odsherred

I Odsherred er der temmelig mange sommerhuse, lyder det fra Ghita Hansen.

"11 procent af alle sommerhuse – cirka 24.000 – ligger i Odsherred, og en stor del af dem ligger i et område, hvor grundvandet står rigtigt højt", siger hun.

Her er kun 3000 af de i alt 24.000 sommerhuse indtil videre tilsluttet kloaknettet.

Med Ghita Hansens ord til Politiken svarer det til "en mellemstor dansk provinsby, der stort set ikke er kloakeret".

/ritzau/

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle