Stålkonges mælkeproduktion sikrer sig spinkelt plus

Storlandbruget i Arden gav spinkelt plus efter år med sygdom i besætningen.

Det blev til et plus, men et spinkelt et, fra Tinghøjgaard Arden i 19/20-regnskabet.

Med et overskud på 162.000 kroner efter skat endte resultatet for den store mælkeproduktion i Arden noget lavere end året før, hvor det lød på 808.000 kroner på nederste linje. Her var der dog også tale om 16 måneders regnskab. Det fremgår af de nyligt fremlagte regnskaber i de offentlige registre.

Tinghøjgaard Arden blev forrige år købt af erhvervsmanden Morten Kristoffer Larsen, der har opbygget stålvirksomheden Eurosteel. Tinghøjgaard er en af landets absolut større mælkeproduktioner med 1200 køer.

Ifølge CHR-registret rummer det betydelige kvæghold også knap 1300 kvier, blandt andet på kviehotel i Hadsund. Besætningerne er dog plaget af salmonella status 2 og B-streptokokker.

Selskabet oplyser ikke omsætningen, men endte regnskabet for 19/20, der sluttede i september med en bruttofortjeneste 17,4 mio. kr. Det er knap 7 mio. kr. under året før, men kan ikke sammenlignes direkte, idet der var tale om 16 måneder.

Egenkapitalen stiger til 26 mio. kr. ud af en balance, der er steget fra 137 mio. kr. til 145,3 mio. kr.

"Lillebror" overhaler

Det andet, men noget mindre Tinghøjgaard-selskab, nemlig Tinghøjgaard Als har derimod vendt sidste års minus på 600.000 kroner på nederste linje til et plus på godt 700.000 kroner, ud fra en bruttofortjeneste på 1,2 mio. kr.

Her er balancen på 13,9 mio. kr., hvoraf 5,5 mio. kr. er egenkapital.

I dette regnskab fremgår det af ledelsesberetningen, at "resultatet levede op til forventningerne og anses af selskabet som værende tilfredsstillende".

Ud over de to Tinghøjgaard-selskaber ejer Morten Kristoffer Larsen også et par "landmandsselskaber". Det ene driver landbrug ved Hedensted og har 35 mio.  kr. i aktivmasse, hvoraf omtrent halvdelen er egenkapital. Det andet er stort set samme størrelse og tjente i 19/20 regnskabet knap 4,3 mio. kr, blandt andet på grund af frasalg af aktiver, altså formenltilg jord. Her er egenpitalen på 34,3 mio. kr. ud af en aktivmasse på 35,8 mio. kr.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle