Stor udfordring i 2022: Vi kan ikke få fugleinfluenza til at forsvinde

En af de helt store udfordringer for fjerkæ- og ægbranchen bliver, hvis fugleinfluenza kommer til at fylde lige så meget i 2022 som i 2021, der af flere blev kaldt den værste sæson nogensinde.

2021 blev et sjældent barsk år for fjerkræ- og ægbranchen, der både måtte kæmpe med en massiv fugleinfluenzapandemi, der endte med bare i Danmark at koste over 197.000 fjerkræ livet samt dertilhørende lavere noteringer.

Årsskiftet gav dog håb om bedre tider, men allerede nytårsdag blev en stor kalkunfarm på Lolland smittet med fugleinfluenza - og endnu en farm fulgte få dage efter. Med i billedet hører også, at fugleinfluenzaen fortsat hærger i resten af Europa, og dermed er der ikke meget lige nu, der tyder på, at 2022 bliver mildere. Håbet er dog lysegrønt, som Martin Hjort Jensen, formand for L&F Fjerkræ, siger.

"Desværre ser det ud til, at det bliver en gentagelse af sidste år. Vi kan ikke få fugleinfluenza til at forsvinde, men jeg er helt tryg ved, at de danske landmænd passer godt på deres dyr", siger han.

"Den barske virkelighed for landmændene er bare, at slagterierne får udfordringer med afsætningen. Dertil kommer de højere energi- og foderpriser".

Også på æg-siden bekymrer fugleinfluenzaen. Indelukningskravet, der er indført, betyder at producenterne skal gøre mere for at beskæftige de høner, der er vant til at gå ude, og nogle frilandshøner vil ikke længere lægge frilandsæg efter 20. februar, hvis ikke virussen stilner af inden.

"De høns der har været lukket inde siden november, vil ifølge reglerne ikke længere lægge frilandsæg, men skrabeæg, efter 20. februar. Det betyder, at nogle frilandsproducenterne må gå ned i indtægt, og det er et stort issue", siger Jørgen Nyberg Larsen, sektorchef for Danske Æg.

Kamera og bure

Sætter man sig på den mere positive gren, glæder Martin Hjort Jensen sig over, at der i 2022 bliver sat kameraer, der skal filme et hold slagtekyllinger døgnet rundt og dermed give danskerne større indblik i produktionen.

"Jeg er spændt på reaktionerne, men jeg er stolt over, at vi har turdet tage det skridt for åbenheden", siger han.

Hos Danske Æg lyder det, at især problematikken omkring brud på de æglæggende høners brystben kommer til at fylde, ligesom man skal følge udviklingen i EU, der lige nu arbejder på et lovforslag, der skal forbyde brugen af bure i husdyrproduktionen.

"Det kommer vi til at diskutere rigtig meget i Europa. I 2022 kommer der også nye tal for klimapåvirkningen fra ægproduktionen, for der er sket meget de sidste 20 år", siger Jørgen Nyberg Larsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle