Store mængder plastik fundet i Ryå: "Ryd nu op efter jer selv, landmænd"

Store mængder plastik fra baller fundet i å får landboforening til at komme med kraftig opfordring til landmænd.

"I landbruget snakker vi rigtig meget om bæredygtighed og natur, og så er det sgu da en lille ting, at vi lige husker at rydde op efter os".

Så klar lyder talen fra næstformand i LandboNord Lars Mellemkjær, efter Jammerbugt Kommune for nylig har halet store mængder plastik op af Ryå, der løber ud i Limfjorden.

Plastikken stammer fra wrapballer, og hvordan det er havnet i åen, ved hverken næstformanden eller afdelingsleder for Natur og Vand i Jammerbugt Kommune, Henrik Damsgaard.


Plastik halet op fra Ryå. Foto: Jammerbugt Kommune

"hører ikke til i åen"

Plastikken har spredt sig over en længere strækning i Ryå, og kommunen blev opmærksom på det på baggrund af flere henvendelser fra lodsejere.

"Men meget af det ser ud til at komme fra samme sted, som vi ikke har kunnet lokalisere, fordi det er bundtet på samme måde", siger afdelingslederen og fortsætter:

"Uanset hvad, er det bare ikke i orden, og vi ser det, ligesom LandboNord, som helt utilstedeligt. Det plastik hører overhovedet ikke til i åen".

Henrik Damsgaard oplyser, at kommunen har fået en entreprenør til at sejle ud og hive plastikken i land, men at der stadig ligger plastik, som man endnu ikke har kunnet få fat i.

nævn det for en kollega

I LandboNord er man frustreret over historien.

"Det er en rigtig træls historie og et tegn på en form for slaphed. Vi forsøger at tegne et billede af et grønt erhverv, der gerne vil naturen, og så tæller det her i den gale retning", siger næstformand Lars Mellemkjær og tilføjer:

"Det er en del af det gode landmandskab at rydde op efter sig, så det opfordrer vi til. Derudover håber vi, at man vil nævne det for en nabo eller kollega, hvis nogen har plastik liggende".

Næstformanden nævner, at hverken kræver ret meget tid at samle plastikken eller koster ret meget i renovation.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle