Sukkerroedyrkere og Nordic Sugar lander brancheaftale

Sommerens store stridsemne var en ny brancheaftale - nu er den på plads for 2017-2019.

Hen over sommeren var der stor strid mellem Nordic Sugar og Danske Sukkerroedyrkere, fordi parterne var uenige om afregningspris og brancheaftale mellem dyrkerne og fabrikken.

Nu er de sidste detaljer i Brancheaftalen for 2017-19 nu på plads, oplyser Danske Sukkerroedyrkere på deres hjemmeside.

Tilsvarende er nogle udestående punkter på transport af roerne også forhandlet på plads.

"I december meldte vi ud, at Brancheaftalen indgået mellem Danske Sukkerroedyrkere og Nordic Sugar for den kommende 3-årige periode næsten var på plads. De sidste detaljer og beregninger om afregningstidspunkterne manglede dog. Desuden opstod der efterfølgende nogle udfordringer i forhold til principperne for fastlæggelse af transportsatser for selvkørere under den nye transportordning," skriver Danske Sukkerroedyrkere.

De sidste punkter mangler blot at blive skrevet ind i det øvrige materiale og vil blive meldt ud i næste uge, oplyser Danske Sukkerroedyrkere. Aftalen vil blive lagt på Danske Sukkerroedyrkere og Nordic Sugars hjemmesider.

Tilsvarende vil der komme information ud om den kommende transportordning, hvor dyrkerne herefter indenfor en frist på ca. 2 uger skal give besked om, hvorvidt de ønsker at indgå i Nordic Sugars transportordning eller selv vil stå for transport af deres roer.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle