Få styr på stillestående vand, før du køber vandrensningsanlæg

Rådgiver og ekspert opfordrer til at tage hånd om stillestående vand, der udgør det største problem for at opnå god vandkvalitet, før man investerer i et vandrensningsanlæg.

Vand er grisens vigtigste næringsstof, og derfor er det afgørende, at det er af en god kvalitet.

Det fokus havde et webinar, som LandboNord afholdt forleden, og her stod det klart, at kun ganske få stalde leverer vand af en kvalitet, som grisene bør drikke.

Flere firmaer, som forhandler vandrensningsanlæg og var indbudt som oplægsholdere på webinaret, omtalte egne undersøgelser, hvor kun et mindre antal bedrifter havde god vandkvalitet.

Men inden svineproducenter bestiller og opstiller vandrensningsanlæg, som mange allerede har gjort og i mange tilfælde har gode erfaringer med, så opfordrede svinerådgiver Nina R. Simonsen fra LandboNord til i første omgang at holde sig til gode rutiner i form af bl.a. tømning af vandrør for stillestående vand.

»Anbefalingen fra vores side er at få tømt staldene for stillestående vand. Prøv så vidt muligt at få tømt alt ud, inden du sender et nyt hold grise ind. Det gælder også i sygestierne. Vil du tilbyde dine syge grise noget beskidt vand som det første. Næppe«, sagde hun.

Lav forurening, da vandet havde løbet lidt

Nina R. Simonsen gav et eksempel på udfordringerne med vandkvaliteten som følge af stillestående vand.

I en farestald målte hun vandkvaliteten fra en griseventil, der var taget i brug af stiens pattegrise og havde løbet i fem sekunder. Her blev målt 79 RLU. I nabostien, hvor grisene endnu var så små, at vandventilen ikke var taget i brug, viste målingen 2.724 RLU, og dermed langt over de 300 RLU, der er betegnelsen for beskidt vand.

Ved at lade vandet løbe i 15 sekunder fra ventilen, faldt forekomsten af bakterier til et minimum.

Behovet for gode rutiner med rensning af rørføring, syretilsætning, tjek af defekter osv. var Hanne Maribo, chefforsker ved Seges Svineproduktion, helt på linje med.

Hun opfordrede til at få foretaget en analyse af sit vand. En analyse for kim og coli hos et godkendt laboratorium koster i omegnen af 400 kr. og kan være godt givet ud, hvis det viser sig, at vandet i stalden er beskidt. Det er vigtigt, at analysen tages ude i stierne og ikke ved hovedhanen.

Hun fandt det interessant at få testet de vandrensningsanlæg, der findes på markedet:

»Som udgangspunkt er min holdning, at man skal starte med at øve sig i at skylle vandrør igennem især ved de følsomme grise. Kan man ikke få bund i tingene, kan man godt begynde at overveje at få de her anlæg på prøve«.

Faktaboks

3 facts om rent vand

  1. Vandkvalitet: Måles i enheden RLU. Er værdien 0, er der tale om rent vand, men ved 110-330 skal man overveje at handle på det. Over 300 RLU er beskidt vand, der kræver handling.
  2. kke altid rent: LandboNord har målt vandkvalitet i en række besætninger, hvor opfattelsen var, at vandet var rent, men målingerne viste i flere tilfælde beskidt vand.
  3. Gammel test: Hanne Maribo, Seges, omtalte test af vandrensningsanlæg på Grønhøj, hvor der var meget beskidt vand, da der blev indsendt en vandprøve. Men efter test af et vandrensningsanlæg, hun betegnede som en prototype for de anlæg, der er på markedet i dag, blev vandet betydeligt renere. Afprøvningen viste bedre produktivitet hos smågrise særligt i de første to uger efter fravænning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle