Fødevarestyrelsen: Hver fjerde svineproducent har ikke ordentligt styr på smittespredning

Omkring en ud af fire griseproducenter havde ikke tilstrækkeligt fokus på smittebeskyttelse, da Fødevarestyrelsen var på stikprøvekontrol. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

En stikprøvekontrol hos 150 griseproducenter viser, at cirka en fjerdedel af dem ikke havde ordentligt styr på, hvordan de undgår smittespredning fra deres stalde.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Ingen overtrædelser var dog alvorlige nok til at udløse bøde eller politianmeldelse. Den fjerdedel, som begik lovovertrædelser, fik alle en løftet pegefinger i form af en indskærpelse.

Det viser en ny rapport fra Fødevarestyrelsen, som fra maj til juli gennemførte kontrolbesøgene i forbindelse med kontrolkampagnen ”Forebyg spredning af smitstoffer”. Formålet var at se, om landmænd følger reglerne for forebyggelse af smittespredning. Reglerne skal sikre, at eksempelvis husdyr-MRSA og salmonella bliver inde i stalden og ikke kommer ud i samfundet, hvor de udgør en sundhedsrisiko.

"En del af landmændene skal have mere fokus på smittebeskyttelse. Vi fandt heldigvis kun mindre overtrædelser, men det er alligevel alvorligt, at en så forholdsvis stor andel ikke lever op til alle krav", siger Stig Mellergaard, som er souschef i Fødevarestyrelsen.

13 procent af landmændene fik indskærpelser for deres håndtering af døde dyr. Det handler primært om, at døde grise udenfor stalden ikke var ordentligt afskærmet, så ræve og andre ådselædere havde mulighed for at gå løs på dem og på den måde sprede smitte.

Ligeledes fik 13 procent indskærpelser for mangler i forrummet til staldene. Forrummet skal bruges til bl.a. at vaske hænder, når man går ud af stalden. En del forrum manglede dog eksempelvis varmt vand og engangshåndklæder eller hånddesinfektion.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle