Faldende notering trækker optimal slagtevægt ned

Corona-situationen har presset svinenoteringen et par kroner ned, og det betyder også et mindre fald i slagtesvinenes optimale slagtevægt.

Svinenoteringen har de forgangne uger været på nedadgående, bl.a. som følge af Corona-virussens indtog over det meste af kloden.

Den faldende notering har også fået betydning for den optimale slagtevægt for slagtesvin. Den er nemlig faldet fra 93 kilo inden påske til nu 90 kilo slagtet vægt, viser nye beregninger fra Velas.

”Der er to faktorer, der har haft indvirkning. Corona-situationen i Europa har medført et fald i svinenoteringen, der nu ligger omkring 12 kroner, hvor den tidligere var helt oppe omkring 15 kroner. Derudover har Danish Crown sænket deres slagtevægt to kilo, og det trækker helt automatisk den optimale slagtevægt ned”, forklarer Niels Hegelund, svinekonsulent hos Velas, i en pressemeddelelse fra Velas.

Undgå stor spredning

Anbefalingen fra Velas lyder derfor på, at svineproducenten forsøger at ramme en gennemsnitlig slagtevægt på 90 kilo og samtidig undgår for stor spredning i vægten.

”Spredningen må ikke være højere end fem kilo. Det kan være svært at vurdere for den enkelte, så det kan være en god idé at kontakte sin rådgiver og få hjælp til at arbejde sig hen imod en mindre spredning”, siger Niels Hegelund.

Han peger på, at der trods faldende notering stadig er mulighed for at få et højt dækningsbidrag på driften.

Samtidig understreger han, at der ikke er grund til at frygte at skulle til at slagte ved en væsentligt lavere vægt. Intet tyder nemlig på, at det bliver tilfældet i den nærmeste fremtid.

”Når vi kigger ind i tredje og fjerde kvartal, så giver prognosen ikke grund til bekymring. Hvis vi beregner ud fra en notering på 11 kroner, en beregnet smågrisepris på 428 kroner samt et tillæg på 30 kroner, så vil den optimale slagtevægt stadig ligge omkring 89 til 90 kilo”, siger Niels Hegelund og tilføjer, at Danish Crown for nylig annoncerede, at vægtgrænsen bliver øget med et kilo i uge 24.

”Det betyder, at den optimale slagtevægt fra uge 24 vil være 91 kilo”, afslutter svinekonsulenten.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle