Finsk landmand opdrætter vildsvin til kød - kiloprisen er svimlende

Finske Johu Reinikainens har en besætning bestående af 150 vildsvin på to hektar. Området er delt op i to, en afdeling for søer og smågrise og en for slagtedyr, og vildsvinene lever så naturligt som muligt. For det bedste kød er der skyhøje priser at hente.

I Finland strejfer vildsvin ikke kun i skovene - her opdrættes de også til kødproduktion.

I den østligste del af Finland, blot en times kørsel fra den russiske grænse ligger Korpikarju Game Farm, som drives af deltidslandmand Juho Reinikainen.

Indtil nu har landbruget blot været en sidebeskæftigelse, men med en stigende efterspørgsel og ambition om at udforske markedet har Juho Reinikainen for nylig investeret i flere dyr. Hans målsætning er klar -  at producere velsmagende alternativer til markedet, skriver netavisen PigProgress.

150 vildsvin på to hektar

Johu Reinikainens besætning består af 150 dyr, heraf 12 søer, på et område af to hektar. Området er delt op i to dele, et for søer og pattegrise og et for slagtedyr.

Selv betegner han sit hold af vildsvin som simpelt, da de lever frit i indhegningerne på så naturlige vilkår som muligt.

Brunstsæsonen løber fra oktober til december og drægtighedsperioden er 115 dage. Søerne farer én gang årligt i marts-april og har en kuldstørrelse på fire-seks pattegrise. Dyrene er generelt sunde og der er sjældent brug for dyrlæge.

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvornår ledersoen føder, for hun kan i nogle tilfælde, når chancen er der, æde de andre søers pattegrise, indtil hun selv har født.

Foderet består af korn, hø og ensilage plus supplerende mineraler, og om sommeren også frisk græs.

Pris op til 416 kr. pr. kg

Målet er en slagtevægt på 80 kg og den helt rette vildtsmag, hvilket tager minimum halvandet år, fortæller Juho Reinikainen, som selv har godkendelse til at slagte dyrene. 

Kødpriserne for vildsvin opdrættet på gården er 38 til 56 euro pr. kg (282 til 416 danske kroner) og for hakket kød 20 euro pr. kg (148 danske kroner).

Forretningseventyret er dog ikke uden bekymringer.  Afrikansk svinepest er allerede tilstede i Rusland og nylige tilfælde i Tyskland kræver stor forsigtighed.

Hos Juho Reinitainen holdes vildsvinene bag et to meter højt trådhegn, der for optimal sikring er gravet 40 cm ned i jorden, og i det er der trukket el-tråde. Finsk lovgivning fra 2018, med det formål at beskytte de finske besætninger mod afrikansk svinepest, stiller krav til blandt andet indhegninger, strøm og inspektioner.

Juho Reinikainen frygter dog stadig smitterisikoen, og fortæller at han har følt sig nødsaget til at skyde vilde vildsvin på ejendommen.

Selv synes han at det havde været en god ide at sætte hegn på den østlige grænse mod Rusland for flere år siden.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle