Forsker: Rug virker mod salmonella

Forskere har muligvis fundet et virkemiddel i kampen mod salmonella i svineproduktionen.

Avendelsen af rug i svinefodret kan sænke forekomsten af salmonella, lyder det fra et tysk forskerhold.

Rug kæmper stadig med et image som en kornsort, der egner sig bedst til magre jorde. Derfor har rug hverken i Danmark eller i f.eks. Tyskland den udbredelse, rug kunne have.

Samtidig er man først for nylig blevet opmærksom på de ernæringsmæssige fordele, rug giver i sammenligning med hvedefodring.

Det kom frem på et webinar i denne uge arrangeret af forædlingsfirmaet KWS, der har en stribe sorter af hybridrug i sortimentet.

"Rug er i sammenligning med hvede mere tørkeresistent, mere robust over for sygdomme og har et højt udbyttepotentiale", fremhævede Morten Haastrup, KWS, i sit indlæg.

I landsforsøgene i år har rug-sorten Igor således givet 11,4 ton pr. ha.

Oversete egenskaber

Samtidig viser tyske universitetsforsøg, at rug har en række hidtil oversete egenskaber i forhold til hangriselugt, salmonella og måske generelt mindre aggressivitet blandt svin.

Dr. Andreas von Felde kunne således fortælle om to besætninger med i alt 18.000 leverede slagtesvin, hvor rug havde betydet en markant reduktion i forekomsten af salmonella frem mod sommeren 2018.

"På grund af tørken i 2018 skiftede besætningerne rug ud med indkøbt hvede. Herefter steg forekomsten af salmonella markant", fortalte han.

Da besætningerne efter høst 2019 igen fik rug i foderet, faldt forekomsten af salmonella igen.

Det understreger ifølge forskeren, at rug har nogle oversete positive egenskaber på fordøjelsen.

"Vi hører fra praksis, at nogle besætninger får færre aggressioner og færre halebid, når de har rug i foderet", tilføjede han.

Den lavere aggressivitet forklarede han med, at hvedefodring giver store og hurtige udslag i blodets indhold af glukose, hvorimod rug giver mindre og langsommere udslag.

Han sammenlignede det med, at mennesker også kan blive mere opfarende, hvis de spiser store mængder letfordøjelige kulhydrater som slik, kager og sodavand.

Dr. Bussarakam Chuppava havde i forlængelse heraf undersøgt smågrises evne til at afvise en påført salmonella-infektion i forhold til, om de fik rug eller hvede i foderet fra 7 kg.

"Efter 14 dage havde de rugfodrede grise signifikant mindre salmonella end de hvedefodrede grise", fortalte Bussarakam Chuppava.

Faktaboks

5 råd om dyrkning af rug til svinefoder:

  • Tidlig såning: Første halvdel af september sikrer god buskning. Ved senere såning kompenseres med større udsædsmængde. 
  • Sådybdbe: To til tre cm sådybde. Dybere såning giver færre planter pr. kvadratmeter. 
  • Ensartet etablering: Ensartet etablering sikrer, at rugen blomstrer samtidig, hvilket reducerer risikoen for meldrøjer. Luk af samme årsag altid for så-tragtene i kørespor.
  • Gylle: Kør ikke gylle på afgrøden i vækststadie 32-39. 
  • Svampesprøjtning: Hvis der er behov for svampesprøjtning, så tilrettelæg sprøjtningen, så der ikke skal sprøjtes og køres i afgrøden under blomstring. Det reducerer risikoen for meldrøjer.

Emneord Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle