Hvorfor gik det lige så galt for svinepriserne?

Ugen på Spidsen: Den perfekte storm har ramt det europæiske svinemarked, men måske Kina kan være nøglen ud af krisen, skriver ugens klummeskribent på Svin Plus.

Frem til midten af juni var jeg optimist på vegne af de noteringer for smågrise og slagtesvin, der afgør om 2021 bliver godt eller skidt for de danske svineproducenter.

Faktisk havde jeg en ukuelig tro på, at 2021 kunne blive et super godt år - især med tanke på at kineserne fortsat sendte store indkøbsordrer mod Europa. Det gjorde det heller ikke dårligere, at corona-restriktionerne ville forsvinde lige om lidt...

Men jeg skulle blive klogere. Delta-varianten kender de fleste vel efterhånden, og usikkerheden sidder fortsat i mange - med god grund. Corona-situationen er meget bedre end tidligere, men den har bare mindsket vores rejseaktiviteter og også forbrug på fx restauranter.

Det koster og har kostet dyrt for svinesektoren, som samtidig kunne se nye problemer tordne sig op. 

Polen blev senere på sommeren ramt af nye udbrud af afrikansk svinepest i områder med en del svineproduktion. Det bremsede i en vis grad den danske eksport af smågrise til Polen, der de seneste år har overgået Tyskland som den største indkøber af de gode danske smågrise. Det pressede med det samme smågrisepriserne.

Samtidig flyder Tysklands slagterier stadig rundt i svinekød, de ikke kan få afsat til Kina, fordi en regionaliseringsaftale fortsat lader vente på sig. Og med fortsat mange nye fund af inficerede vildsvin med afrikansk svinepest på tysk grund, kan man godt tvivle på, om der nogensinde kommer en aftale i stand mellem kineserne og tyskerne.

Men den virkelige katastrofe finder vi i Spanien, der i imponerende den grad har formået at hæve sin svinekødseksport i takt med appetitten efter europæiske svinekød steg og steg hos kineserne. 

Den seneste tid har Kina indkøbt færre mængder svinekød fra Europa, og det bevirker øjeblikkeligt, at kødet skal finde nye aftagere. Findes de ikke uden for EU's grænser, ja så skal svinekødet afsættes i Europa, der i forvejen har meget kød på hjemmemarkederne. Det presser altså priserne ned - og derfor har vi balladen med markant faldende svinenoteringer i Europa.

Er der bedring på vej? Det spørgsmål kan man med rette stille sig, når noteringerne for særligt puljegrise ikke er på et økonomisk holdbart niveau, og slagtesvinenoteringen heller ikke er så sjov, som den har været tidligere - slet ikke med tanke på, at der er udsigt til højere foderpriser.

Jeg sætter min lid til, at Kina igen begynder at købe større partier af europæisk svinekød. Mit indtryk er, at opbremsningen i indkøbene fra kinesernes side mest af alt skyldes, at nye bølger af afrikansk svinepest har fået producenterne til at slagte ud. Når samtidig priserne på svinekød faldt uge efter uge, har det formentlig også fået mange til at sælge ud. 

Sker det ikke, så er der ikke andet end at vente på, at de svageste producenter falder fra for at få balance mellem udbud og efterspørgsel.

Som jeg ser situationen p.t., så står de tyske producenter dårligt, fordi de netop ikke kan støtte sig op ad en - trods alt - solid eksport til Kina og fx et højprismarked som Japan, som de danske svineproducenter nyder godt af. 

Selv om en stor del af min optimisme er forsvundet, så vælger jeg alligevel at være håbefuld for den kommende tid. 

Søren Tobberup Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle