Kom godt i gang med egen produktion af polte

Motivationen til at lave sine egne polte, må ikke være ren økonomi.

Af Jette Sandager, svinerådgiver, VKST

Hvis du ønsker at starte egen produktion af polte eller allerede er i gang, skal du være opmærksom på følgende:

  • Første generation af polte koster ca. 2,5 fødte grise
  • Anden generation koster ca. 1,5 gris
  • Tredje generation koster ca. 0,5 gris

At nå til tredje generation tager ca. tre år. Det er en omkostningsfaktor, der skal med i omkostningsberegningen for at lave sine egne polte.

Den værste strategi, der kan vælges, er, at købe polte ind og lave et poltekuld på dem. Ved at vælge den strategi, kommer du aldrig ud over tabet i første generation.

Hvis ikke alle polte skal laves i besætningen, er det vigtigt at køre en strategi, hvor der køres fuld zig-zag produktion på udvalgte dyr i besætningen, og så kan de indkøbte polte bruges som almindelige produktionsdyr. Derved undgår du at sætte din egen avl tilbage hele tiden.

Der kan også vælges en avlsstrategi med egen renracet kerne. Det vil sige, at du vælger at køre en kerne med ren Yorkshire elle Landrace søer, og løber dem med renracet sæd af modsatte race end soen. Derved laver du LY eller YL søer, fuldstændig som hvis du købte fra en opformeringsbesætning.

Denne strategi kan give udfordringer på, at både den rene kerne skal holdes vedlige samtidig med, at der skal være LY polte nok til produktionen.

Aldrig uden kernestyring

Husk, at egen produktion af polte må aldrig foregå uden kernestyring. Der skal være styr på, at dyrene løbes med den rigtige far, og at man udvælger de polte med det bedste indeks.

Motivationen til at lave sine egne polte, må ikke være ren økonomi. Overvejelserne skal også gå på:

  • Er der lyst til at sætte sig ind i avl?
  • Er der plads til at give poltene de optimale forhold frem til løbning?
  • Er der tid til udvælgelse af de bedste dyr på såvel indeks, som på poltens kondition?
  • Er der fagligt overskud og overblik i besætningen til, at der ikke sker fejl i forbindelse med insemineringerne? (renløbninger med sæd fra samme orne hver gang til samme so)
  • Der skal være faste rutiner i farestalden, så det er de rigtige kuld, der går videre til avl. (eksempelvis: øremærkning, ombytning af grise mellem kuld)

De bedste hjemmeavlere kan lave polte lige så godt som opformeringen, men det kræver tid og interesse.

Hvis der sker fejl i avlsløbninger, vil konsekvensen være, at der ikke er nok polte med kendt afstemning, og derfor kommer der til at mangle polte i besætningen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle