Landbrugskursus for ledige er kæmpe succes – 18 uddannet, 16 i job

18 kursusdeltagere har i april fået papir på at kunne kalde sig agroassistenter. 16 af dem er allerede i arbejde.

Den danske svineproduktionen kan se frem mod 18 nye staldmedhjælpere. Et kursus fra Bygholm Landbrugsskole uddanner ledige til at være medhjælpere i svinestalde.

Af de 18 deltagere har 16 allerede job, de fleste allerede inden kurset var overstået, og de sidste to skal også nok få noget, forsikrer en af parterne bag kurset. 

"Andre forløb har aldrig opnået så gode resultater som det her," siger Irene Simonsen fra Tørring Uddannelsescenter, TUC. 

Ud til hele landet

Kurset varer 20 uger og er en veksling mellemskoleforløb og praktikforløb.

"Vi vil gerne udbrede kurset på landsplan, derfor holder vi ved," siger Irene Simonsen. 

Sammen med Bygholm Landbrugsskole har hun været med til at tilrettelægge forløbet, der er et tilbud til ledige, der er tæt på at ryge ud af dagpengesystemet. Her lærer deltagerne blandt andet dyrene at kende, bruge højtryksrenser og lærer om arbejdssikkerhed.

Stor succes

Anders Højlund, projektleder på Bygholm Landbrugsskole, er meget begejstret for projektet, der allerede nu kører med andet hold af kursister. 

"Vi har haft utrolig god succes med det første hold. Der har været noget frafald, men hold to kommer til at gå mere lige igennem," forklarer han. 

Af de 16, der har fået job, er 14 ansat inden for landbruget. To udenfor. De to projektledere er enige om, at kurset også giver bredere kundskaber, der kan bruges i andre brancher.

"De bliver løftet personligt og får mod til at tænke anderledes og nyt," siger Irene Simonesen. 

Mangel på arbejdskraft

Ud fra beregninger, foretaget af Seges i samarbejde med TUC, er der plads til 800 agroassistenter inden for svineproduktionen i Danmark. 

"Arbejdskraftbehovet er større, men man vurderer altså at 10 procent kan udgøres af agroassistenter," siger projektleder Anders Højlund.

Agroassistenter opfylder både behovet for dansk arbejdskraft og kan også tilbyde en mere moden medarbejder, mener Irene Simonsen.

"Vi har folk helt op til 62 år – han vil jo aldrig blive lige så hurtig som en ung, men han har hovedet med på en anden måde, og det giver et godt samspil på arbejdspladsen," siger hun.

 

 

 

 

Faktaboks

Fakta

  • Seges estimerer, der er brug for 800 agroassistenter på landsplan
  • Første hold bestod af 30 deltagere, hvor 12 faldt fra undervejs.
  • Af de 18, der gennemførte er 16 kommet i job.
  • Andet hold, der startede i april, var på 20 deltagere, hvor kun to ind til videre er faldet fra. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle