Lav notering får stor svineproducent til at droppe 30.000 slagtesvin

Søren Bonde Larsen, Hemmet, finder ingen trøst i svinenoteringen og har opsagt flere stalde. Dermed går han fra 80.000 til 50.000 slagtesvin.

Det er ikke kun følgerne af tørken, der kan mærkes hos landets svineproducenter.

For mange svineproducenter er det den relativt lave svinenotering, der gør mest ondt. Det gør sig også gældende hos Søren Bonde Larsen, der med en produktion på 80.000 slagtesvin er blandt de største svineproducenter i Danmark.

Men fremover bliver hans produktionsomfang barberet kraftigt ned, og dermed kan hans aftager, Tican, se frem til færre svin fra en af deres største leverandører.

"Med virkning fra 1. juni opsagde jeg fem lejede stalde. Derved går jeg fra 80.000 til 50.000 slagtesvin. Jeg vil ikke putte penge i en produktion, hvor jeg ser ind i en tid, hvor der ikke kan tjenes penge på slagtesvin", siger Søren Bonde Larsen.

Tyskland er foran på noteringen

Han erklærer sig skuffet over, at den danske notering befinder sig langt efter den tyske.

"Jeg synes, det er trist, som tingene som slagtesvineproducent ser ud for tiden. Den danske notering er konsekvent under den tyske med minimum en krone. Det er ikke holdbart i længden, for der skal være en notering i Danmark, så man får lyst til at producere slagtesvin. Med den situation, der er nu, tror jeg desværre på spådommene fra Seges Svineproduktion og banker, der mener, at slagtesvineproduktion i Danmark kan komme til at falde hurtigt", siger han og oplyser, at det ikke er effektiviteten i hans egne produktion, der gør, at han ikke kan få økonomi i opfedning af slagtesvin.

Høsten gør ikke ondt

For Søren Bonde Larsen er det uden sammenligning noteringen og ikke årets langstrakte tørke, der har gjort ham bekymret på fremtiden.

"Her i Vestjylland har vi ikke været så hårdt ramt af tørken. Jeg har kunnet vande og taget det seriøst at få vandet. Samtidig praktiserer vi pløjefri dyrkning, som i min optik også gør en lille forskel. Så marken har næsten holdt sig inden for budgettet", lyder vurderingen fra Søren Bonde Larsen.

Han er også dækket af på foder i de næste mange måneder.

"Jeg har tidligt fået dækket mig af på foder. De næste syv måneder er jeg dækket ind, men derefter skal jeg ud i markedet og indkøbe foder. Det er selvfølgelig bekymrende, hvis det skal ske til de nuværende priser på foder", siger han.

Faktaboks

Søren Bonde Larsen

  • Ejer og lejer en række svinegårde i Vestjylland.
  • Produktionsomfang var frem til 1. juni på 80.000 slagtesvin.
  • Har opsagt fem stalde og vil fremover producere 50.000 slagtesvin.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle