Leder af farestald: Sådan har vi løftet egenfravænningen med to grise pr. kuld

Af Anne-lene Papp, ansvarlig for fareafdelingen - fortalt til Stig Bundgaard

I min seneste blog fortalte jeg, at pattegrisedødeligheden desværre var steget igen i begyndelsen af juli på grund af et formodet udbrud af akut E. Coli. Vi har sendt nogle grise til obduktion og har her fået bekræftet mistanken.

Udbruddet har generet os en hel del, men vi er nu ved at få styr på det igen. Vi valgte at stoppe midlertidigt med at give grisene smågrisefoder i farestalden, så de kun fik mælk fra soen. Desuden har vi brugt en del Stalosan dagligt, både i stierne og også ved alle indgangsdøre til staldene, så støvlerne bliver desinficeret.

I løbet af deltagelsen i PattegriseLiv 2.0 med start december 2019 var pattegrisedødeligheden faldet fra et niveau på 16-18 procent ved årsskiftet 19/20 til 10-11 procent over nogle uger i juni 2020.

Efter udbruddet af E. Coli steg pattegrisedødeligheden til ca. 14  procent i første uge af juli og 20 procent i den følgende uge, så det var jo lige til at græde over.

Her i uge 30 og 31 er dødeligheden dog faldet til 14-15 procent, så vi er på rette vej igen.

VI LAVER AMMESØER TO, NOGLE GANGE TRE GANGE DAGLIGT

En af de ting, der har været med til at rykke pattegrisedødeligheden i den rigtige retning, er, at vi er begyndt at lave ammesøer to gange dagligt, nogle gange tre, mod tidligere kun én gang.

Vores søer får i snit ca. 19-20 levendefødte pr. kuld. På en almindelig uge laver vi i alt godt 10-12 ammesøer, hvilket er rimeligt mange. Ved kuldudjævning lægger vi en so op med 15 til 17 pattegrise, nogle få søer med 18 pattegrise, mens ammesøerne får tildelt maksimalt 16 grise.

Om morgenen, når vi møder ind, kan vi lave ammesøer første gang på de søer, der er blevet færdige i løbet af natten, og har haft 6-8 timer til at give råmælk. Vi skriver på sotavlen, hvornår soen er gået i gang med at fare, så vi kan se hvor længe hun været færdig, og hvor længe grisene har fået råmælk. Alle pattegrise skal så vidt mulig have råmælk fra deres egen mor.

Vi laver igen en til to ammesøer mellem kl. 12 og 14, alt efter hvor mange søer, der er blevet færdige med faringen om morgenen, efter vi er mødt ind, så soen ikke kommer til at ligge med for mange grise i løbet af natten.

I enkelte tilfælde kan aftenvagten også lave en ammeso, hvis der er rigtig mange søer, der er blevet færdige med at fare lige efter, dagmandskabet er gået hjem. Eller hvis der ligger en so med 20 grise, og der er et par søer, der er i gang med at fare, kan aftenvagten tage en-to grise af de mindste grise fra og lægge over til søerne, der farer, så de får en ekstra chance for at få lidt råmælk.

Aftenvagten er dog alene i stalden, og har rigeligt at lave, så det sker sjældent.

Der må ikke gå for lang tid fra faring til kuldudjævning, for så slås grisene for meget om patterne, og der går nogle til, fordi de ikke får den råmælk, de skal have. For de små grise lægger vi ikke flere grise til, end hvad søerne har patter til.

Hvis der er fx 20 grise i et kuld, splitmalker vi med råmælken. De sker ved, at de store pattegrise bliver lukket ind i hulen, mens de små ligger ude ved soen, for de store grise skal nok få bokset sig frem til patterne.

Vi prøver at passe på med ikke at flytte grisene for meget, fordi det stresser dem. De første tre-fire døgn kan vi dog godt mixe mellem grisene.

Hvis en so fx har et hold på 16 pattegrise, og en af dem er ved at blive lidt spinkel, kan vi bytte. Så samler vi nogle grise i en vogn fra en so med nogle rigtig pæne grise på andendagen, og kører rundt og tager små grise, fra et 2-3 dage gammelt kuld, og bytter dem. Så er grisene lige i størrelse, og som bekendt leger lige børn bedst.

Anne-lene Papp: Den altafgørende årsag til, at vi har nået måltallet før tid, er, at vi er begyndt at presse søerne mere og lægge flere grise til soen, uden at overbelaste dem.

HØJERE EGENFRAVÆNNING

For nøgletallet egenfravænning pr. kuld lå vi på 12,3 grise ved årsskiftet, og målet er sat til 13,7 ved udgangen af 2020.

Måltallet har vi faktisk allerede nået. De aktuelle tal for egenfravænning er 13,8 pr. kuld i sidste uge og dags dato 14,1 pr. kuld. Det er vi selvfølgelig meget tilfredse med.

Den altafgørende årsag til, at vi har nået måltallet før tid, er, at vi er begyndt at presse søerne mere og lægge flere grise til soen, uden at overbelaste dem.

Før lagde vi kun 14-16 pattegrise til en so ved kuldudjævning. I dag lægger vi 16-17 pattegrise til alle søer, og nogle får endda 18 grise. Så vi også har grise nok til at banke en ordentlig mælkeydelse i gang hos søerne på første døgn, som er vigtigt. Dette sker selvfølgelig med hensyntagen til at alle, både søer og pattegrise fortsat trives godt.

Jeg synes også, vi er blevet gode til at kuldudjævne, så det er meget ”lige børn der leger bedst”.

Samtidig er vi blevet bedre til at tage de små grise fra i tide, og få byttet dem rundt til en so med grise af mere passende størrelse - så den ikke skal slås med en anden gris , og vi derfor lige pludselig har to små grise. Er det efter dag 3 eller 4 er det en ammeso vi laver for dem, der er ved at falde fra.

Her på bedriften har vi i flere år haft PumpnGrow mælkeanlæg i farestierne, og det er ret afgørende for, at vi på denne måde er lykkedes med at løfte egenfravænningen med to grise mere pr. so pr. kuld. Så kan grisene gå til mælkeanlægget, hvis de er lidt sultne eller tørstige.

En af faldgruberne ved at presse søerne, er, hvis vi ikke er hurtige nok til at tage en lille gris væk og bytte den over til et yngre kuld med pæne grise, eller fra dag 4-5 at lægge den hos ammeso, hvis den falder fra. I så tilfælde kan den dø af sult, fordi der ikke er patter nok til alle.

En anden faldgrube er, når soen står op og spiser, og de pattegrise, der er sultne, samtidig står nede under soen og prøver at drikke. Når soen er færdig med at spise, smider hun sig oven på dem, fordi hun er ikke vant til, at der skal ligge grise under hende, når hun er færdig med at spise. Når smågrisene har spist, skal de jo gå ind i deres hule.

OPSYN OG FODER TIL DRÆGTIGE SØER

Et andet vigtigt punkt for at holde pattegrisedødeligheden nede er, at huske at holde godt opsyn med de drægtige søer. Det er vigtigt. Hvis en so fx ligger med dårligt ben, vil hun måske ikke spise, og så kommer grisene ikke til at vokse eller hun kaster måske grisene.

Fungerer en so ikke, skal hun ud af flokken og over på hospitalet i en sygesti med dybstrøelse, hvor de går maksimalt 3-4 søer pr. sti og bliver aflastet rigtig meget. Når hun skal fare, kommer hun ind i en faresti, som er åben, indtil hun farer. Herefter bliver den lukket for at forhindre, at hun ligger sig oven på grisene.

I drægtighedsstalden er det også meget vigtigt, sammen med konsulent eller dyrlæge, at have styr på fodringen af søerne, så soen får den korrekte mængde foder og de rigtige mineraler, især i den sidste del af drægtigheden. Vi har i forbindelse med PattegriseLiv 2.0 sat de drægtige søer lidt ned i foder. Det har virkelig stor betydning for, om grisene bliver små, og om det bliver svært at holde dem i live.

Vær også opmærksom på en gammel so, der er længe om at fare. Hvis fx en stor gris har siddet fast i børen en time eller to, vil den være rigtig svag, når den kommer ud, selv om den er stor. Det er hårdt for soen, og den er blevet stresset under faringen og fungerer ikke. Lange faringer er noget rigtigt skidt.

Et vigtigt punkt for at holde pattegrisedødeligheden nede er, at husk at holde godt opsyn med de drægtige søer.