Ny vaccine mod PRRS kan bruges til pattegrise fra dag et

Det nye produkt Suvaxyn PRRS MLV kan gives som en enkelt injektion til pattegrise allerede fra de er en dag gamle.

Zoetis har for nylig lanceret en ny PRRS-vaccine, Suvaxyn PRRS MLV, og den bliver nu også lanceret i Danmark, oplyser importøren Orion Pharma Animal Health i en pressemeddelelse.

Den nyfødte grise kan vaccineres med en enkelt dosis Suvaxyn PRRS MLV, som er godkendt til brug fra dag et.

Vaccinen stimulerer aktiv immunitet overfor PRRS virus, reducerer virus i blodet og virus-udskillelse i næsesekret som følge af infektion med europæiske stammer af PRRS-virus, oplyser importøren.

Vaccination før drægtighed af klinisk raske søer og polte har desuden vist sig at modvirke den smitte via fosterhinder, som PRRS-virus kan forårsage i sidste tredjedel af drægtighedsperioden, fremhæves det.

Samtidig kan vaccination nedsætte den negative indvirkning på den reproduktive funktion: Reducere antallet af dødfødte, virus i blodet hos smågrise under fødsel og fravænning, lungelæsioner samt viruskoncentrationen i lungerne hos smågrise ved fravænning, lyder det fra importøren.

Virker op til 26 uger efter vaccination

Suvaxyn PRRS MLV kan gives som en enkelt injektion til pattegrise allerede fra de er en dag. Søer og gylte får en enkelt injektion, inden de føres ind i en besætning – cirka 4 uger før avl.

Ifølge Orion Pharma Animal Health  har flere undersøgelser dokumenteret, at beskyttelsen indtræder 28 dage efter vaccinationen, og hos slagtesvin varer den i 26 uger efter vaccinationen. Gylte og søer er beskyttede i 16 uger efter vaccinationen.

Suvaxyn PRRS MLV er receptpligtig og fås som en frysetørret vaccine – lyofilisat – og der medfølger solvens til injektion. Vaccinen indeholder en modificeret stamme af levende PRRS-virus, stamme 96V198, som er blevet svækket, så den ikke forårsager sygdom.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle