Kunstig intelligens skal forudsige udbrud af prrs

Amerikansk forskergruppe bruger såkaldt maskinlæring for at udvikle en model, der kan forudsige udbrud af prrs-udbrud. Planen er, at metoden kan udbredes til andre svinesygdomme.

En forskergruppe fra North Carolina Universitet arbejder på en kunstig intelligens som kan hjælpe med at undgå udbrud med prrs.

”Biosecurity og risikoanalyser er komplicerede og kan være svære at lave”, siger Gustavo Machado, som er en del af forskergruppen. 

Derfor forsøger forskergruppen at finde de dele af biosecurity, som har den største påvirkning på prrs-smitte, ved brug af maskinlæring og matematiske modeller. Det skriver netavisen The Pig Site.

Forbrugervenlig APP

Målet er at få et forbrugervenligt og økonomisk effektivt redskab, som kan bruges af både landmænd og forskere til at få den bedste biosecurity mod prrs. 

Den kunstige intelligens bygger på svar fra landmænd og dyrlæger, som har svaret på 40 prss-relevante spørgsmål om biosecurity. Der var et par hundrede svinebesætninger fra hele USA med i spørgeskemaundersøgelsen.

Landmændene skulle svare på spørgsmålene gennem en app, Rapid Access Biosecurity, ad flere omgange over en periode, hvorefter landmændene fik nogle praktiske redskaber tilbage som kunne øge sikkerheden for at undgå prrs. 

Appen giver altså en vurdering af, hvor stor risiko en besætning har for et udbrud af prrs, og hvor landmanden kan ændre på sin biosecurity for at mindske risikoen for smitte. 

Derudover giver appen landmanden mulighed for at sammenligne sig med naboerne, og se hvor god besætningens biosecurity er i forhold til andre. 

Risikofaktorer for PRRS

Indtil videre har projektet vist nogle nøgleområder, som giver en øget risiko for prrs. 

  • Udskiftning af medarbejdere. Hvis der udskiftet 50 procent af medarbejderne i løbet af året, er der en øget risiko for prrs.
  • Afstand mellem besætninger. Jo længere der er mellem besætninger, jo mindre risiko er der for smittespredning. Den samme stamme af prrs blev ikke fundet mere end 5 km væk fra en smittet besætning. 

Det er svært at ændre på besætningens placering i forhold til andre besætninger, men man kan så gøre mere på andre parametre for at mindske besætningens risiko for prrs-udbrud. 

Fremtidsplaner 

På nuværende tidspunkt rammer app´en rigtigt i 80 procent af tilfældene med klassificering af høj, middel eller lav risiko for prrs-udbrud. Men den kunstige intelligens bliver mere og mere præcis, jo mere information den får. 

På nuværende tidspunkt er appen kun mulig at bruge i USA, men pilotprojekter er i gang Canada, Europa og Japan.

Udover at udbrede appen til flere dele af verden, har forskergruppen tænkt sig at lave risikovurdering for klassisk svinepest og Seneca Vally virus. Med tiden håber de på, at appen kan bruges til alle svinesygdomme. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle