Soholder halverer dødelighed for søer og pattegrise med seks tiltag

Indtil for halvandet år siden var udviklingen i so- og pattegrisedødelighed hos Jørgen Gram ikke gået den rigtige vej. Ny driftsleder, ny dyrlæge, sektionering af farestald, færre søer, overgang til 14-dages drift og bedre bekæmpelse af toksiner har tilsammen ført til en markant fremgang i effektivitet i løbet af det sidste års tid. 

Effektiviteten i vinteren 2019/20 var ikke noget at prale af i Jørgen Grams besætning på dengang 540 søer.

»Der var problemer hos søerne med urinvejsinfektioner, organdrejning og tarmblødning. Det kom nok fra toksiner i både korn og halm«, forklarer Jørgen Gram, der kunne se tilbage på en sodødelighed på den forkerte side af 20 procent. 

Noget skulle der ske for at få effektiviteten tilbage på over 30 grise pr. årsso.

Han fik Ø-Vet dyrlægerne ind som second opinion, hentede Jesper Flindt fra smågrise- og slagtesvinestalden til soholdet som ny driftsleder, fik tilsat citronsyre til foderet og etableret bedre vandforsyning til de drægtige søer. 

Pattegrisene får opblødt foder et par gange om dagen. Det har hævet fravænningsvægten. 

Flere ændringer

Sammen med de nye dyrlæger foreslog Jesper Flindt kort efter sin start i soholdet at gå fra ugedrift til 14-dages drift. 

Samtidig skulle farestalden sektioneres. Hidtil var der godt nok blevet vasket før indsættelse af nye søer, men det havde også givet en del pludselige dødsfald særlig blandt store pattegrise. 

Heldigvis kunne de 150 farestier relativ let deles i tre sektioner blot ved at montere en let skillevæg ovenpå en eksisterende vaskevæg. Varme- og ventilationsanlægget blev også delt. Jørgen Gram skønner, at ændringerne højst har kostet 100.000 kr. 

Samtidig blev vaccination af pattegrise mod influenza påbegyndt.  

»Influenza og cytomegalovirus trives fint, når man højtryksrenser i en usektioneret farestald, men de er faktisk også relativ lette at gøre noget ved med sektionering og vaccination«, bemærker dyrlæge Inger Møller, Ø-Vet. 

For at få plads til at gå fra uge- til 14-dages drift var det nødvendigt at skære 40 søer væk, så besætningen i dag tæller 500 søer mod tidligere 540 søer.

En del af de drægtige søer går i storstier med gulvfodring. 

Læs mere om bedriften i det nye nummer af fagmagasinet SVIN, der udkommer tirsdag 27. april.

Faktaboks

Jørgen Gram

  • To ejendomme: Ankergaard med 500 søer og Birkely med smågrise og slagtesvin
  • Dyrker blandt andet kernemajs som opbevares i en gastæt silo. 
  • Har oplevet en fremgang i grise pr. årsso fra 27 til 34 i løbet af et års tid. 
  • Baggrunden for fremgangen er blandt andet 14 dages holddrift, fuldsektioneret farestald, ny driftsleder, ny dyrlæge og nye vaccinationer. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle