Svinenoteringen holder stand trods faldende forbrug i Europa

Slagtesvinenoteringen holder stand i uge 17. Sonoteringen falder.

Danish Crown slagtesvinenotering forbliver uændret i uge 17 med en pris på 13,40 kr. pr. kg.  Sonoteringen falder med 20 øre til 10,50 kr. pr.kg.

Overalt i Europa er aktørerne indenfor svinekød ved at indrette sig efter aktivitetsniveauet under corona-krisen. Afsætningsmønstrene er ændret markant, og det giver løbende udfordringer.

Det skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.

"Salget til foodservice-segmentet har været i vækst gennem en årrække, men lige nu er salget til catering, restauranter og kantiner mere end halveret, og de varer skal afsættes gennem andre kanaler. Detailhandlen tager en pæn del, men vores vurdering lige nu er, at det samlede forbrug af grisekød i Europa er lidt mindre, end det var før corona-krisen", fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown.

Mens efterspørgslen på skinker og brystflæsk er stabil, så siver priserne på forender, nakker, bove og kamme. Det er især de mindre slagterier, som har begrænsede muligheder for at fryse varer til eksport, der er ude at sælge varer, som de normalt sælger til foodservice.

I Tyskland, som i høj grad sætter priserne på fersk kød i Europa, bliver der i øjeblikket lagt arm om priserne på slagtegrise. På den ene side taler markedet for et fald i noteringen, men modsat er udbuddet af slagteklare tilsyneladende ikke særligt stort.

"Det er meget svært at spå om en klar retning i markedet lige nu. Det eneste, der ligger fast, er, at der er vendt op og ned på markedet i Europa. Om det får konsekvenser for priserne hen over sommeren vil - ud over udviklingen i Tyskland - i høj grad afhænge af, hvornår folk igen kan gå på restaurant og igen skal spise i kantinen på deres arbejdsplads", siger Lars Albertsen.

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle