Tænketank: ’De syv Synder’ er ’Gyllegate’ med modsat fortegn

Tonen i kronikserien ’De syv Synder’ kan skade landbruget mere, end den gavner, mener Tænketanken Frej.

Kronikserien ’De syv Synder’ svarer til den af landbruget forhadte serie ’Gyllegate’ i Berlingske, som vandt Cavlingprisen. Den er bare med modsat fortegn. Det mener formand for tænketanken Frej, Marie-Louise Thøgersen.

Det kan være farligt for landmændene, mener hun, for det kan få den konsekvens, at der bliver skudt tilbage af samme skuffe med flere kampagner a’la Dyrenes Beskyttelses kampagne om burgrise, som også ramte landbruget hårdt, og hvor landmændene følte sig ramt urimeligt lige i hjertekulen.

»Det kan godt være, at de har lidt ret både i den ene og anden kampagne. Men tonen i kampagnerne er ikke konstruktiv. Det er en kampagne, der peger fingre i stedet for at pege på visioner. Jeg ved, at forskerne er frustrerede, og det kan skabe kløfter«, siger hun.

Forkert forum

Kritikken af ’De syv Synder’ rammer tungt, fordi serien har været meget populær blandt landmænd, og Landbrug & Fødevarer har høstet ros fra medlemmerne på baggrund af serien, der blev bragt i LandbrugsAvisen i sommer.

Er det ikke rimeligt at komme med saglig kritik?

»Hvis det var det, de ville, havde de gjort det på en anden måde i et andet forum. ’De syv Synder’ var baglandskommunikation. Tonen var hård og man kan spørge sig selv, om det var for at tilfredsstille landmændene. Men det er ikke sådan landbruget når flest resultater eller opbakning fra samfundet. Men det er ikke sådan, de når flest resultater«, argumenterer Marie-Louise Thøgersen.

Hun mener, at kampagnen graver grøfterne dybere og, at en sådan kampagne legitimerer, at de grønne organisationer kører nye kampagner, der peger endnu mere fingre ad landbruget og peger på landbrugets svagheder.

Økologer gør det godt

Frej-formanden erkender, at L&F står i en kompleks situation. De skal gøre sig attraktive for medlemmerne, men de skal også skabe bedst mulige resultater for medlemmerne. Når de gør det ene, kan det gå ud over det andet.

Hvad skal man så gøre?

Økologerne har haft succes med deres kommunikation til forbrugerne.

»De afspejler måske ikke helt virkeligheden, og den enkelte økolog kan måske ikke helt genkende sig selv altid, men de er blevet meget populære i samfundet og hos forbrugerne«, siger hun.

Mens Marie-Louise Thøgersen ikke er begejstret for den hårde konfronterende stil, hun oplever blandt landmændene i dag, er hun optimistisk i forhold til nye unge landmænds syn på kommunikation.

»De er innovative og nytænkende«, siger hun.

Andelsselskaber skal på banen

Desuden mener hun, at de store andelsselskaber skal på banen herhjemme.

»De reklamerer kun med økologi herhjemme. Man ser sjældent reklamer for konventionelle produkter. Det nytter ikke noget, hvis de vil legitimere den store produktion af disse«, siger hun.

Faktaboks

De syv Synder

  • Kronikserien ’De syv Synder’ satte alvorligt spørgsmålstegn ved kvælstofmodellerne i vandområdeplanerne.
  • Serien blev bragt i LandbrugsAvisen hen over sommeren 2017.
  • Kritikken går bl.a. på store usikkerheder i beregningerne, manglende uvildighed, at alle skæres over en kam og, at politikerne er blevet vildledt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle