Teknik-geni kåret som Fremtidens Landmand

Tidsalderen og økonomien er ikke til at håndluge, og økologi bør ses i storskalaperspektiv, mener Fremtidens Landmand, Morten Lund Olesen.

Det er for gammeldags med små redskaber, med lav kapacitet. Og hvis økologi er fremtidens trend, så skal det mekaniseres, så man kan overkomme store arealer i en fart.

Det er filosofien for Morten Lund Olesen, der torsdag aften blev kåret som Fremtidens Landmand inden for teknologi ved et arrangement på Agromekt, arrangeret af LandbrugsMedierne.

Teknologiprisen gives til en landmand, der har udviklet sin bedrift med den nyeste teknologi og evner at bruge teknologien til at forbedre bedriftens økonomi.

Forbedrer selv redskaber

Til daglig er Morten Lund Olesen driftsleder hos Dansk Landbrugs Management, der dyrker over 4.000 hektar, og så betyder kapacitet noget. Derfor nørkler han med at kombinere redskaber så effektivt som muligt.

"Samfundet efterspørger, at vi sprøjter mindre, og samtidig får vi færre og færre muligheder for at bekæmpe ukrudt i takt med, at midler bliver forbudt. Vores strategi er at bruge sprøjtemidlerne optimalt, og det gør vi ved at udvikle teknologien. Samtidig kan vi spare penge og gavne økonomien", siger han.

Har forbedret sprøjten

Helt konkret har Morten Lund Olesen udviklet en 36 meter bred båndsprøjte – noget der ikke findes på markedet. Den er foreløbig udviklet til sukkerroerne. Når man kan sprøjte i bånd, kan man netop spare kemi, og når den er så bred får man kapacitet.

Det altafgørende er, at præcisionen er i orden, når man sår. Her har han kombineret såmaskinen med et hydraulisk sideskifte fra radrenseren så rækkerne ikke forskydes. Sker det, vil sprøjten nemlig kunne ramme forkert.

Potentielt mener han at kunne spare 60 procent sprøjtemiddel eller 600-800 kr. pr hektar.

Udvider til flere afgrøder

Samme præcision er afgørende i de økologiske roer, så man kan radrense før roerne spirer frem og evt. køre med lugerobotten før rækkerne er så tydelige at lugerootten selv kan se dem.

Fremover vil han gerne brede mulighederne for effektiv båndsprøjtning ud til endnu flere afgrøder.

"I år har vi vist, at det kan lade sig gøre i roer. Nu vil vi se, om det dur til flere afgrøder", siger Morten Lund Olesen.

Vinderne af Fremtidens Landmand kan følges gennem hele 2019 i LandbrugsAvisen.

Teknologiprisen er sponsoreret af Bridgestone.

”Vi er utrolig glade og stolte for at være med til den her prisuddeling. Det er vigtigt at kigge på positive historier og ikke kun læse om tørke og dårlig økonomi”, sagde Kjeld Andersen, Bridgestone.

Fremtidens Landmand er sponsoreret af LAndbrugsMedierne, Seges, Dansk Agroindustri, Agromek, MCH, Bridgestone, Sagro og Jyske Bank.

Læs mere om vinderne allerede i næste uges LandbrugsAvisen.

Emneord

agromek

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle