Tidslinje: Fra coronasmittet mink i Nordjylland til ministerafgang

Torsdag afleverer Minkkommissionen sin beretning til Folketinget. Beretningen er det foreløbige klimaks på forløbet om coronasmitte i mink i Danmark.

Læs her i grove linjer om forløbet i 2020, der endte med at koste en minister sit job:

  • 15. juni: Der konstateres for første gang smitte med covid-19 i mink i Danmark.
  • 16. juni: Miljø- og Fødevareministeriet informerer Statsministeriet om fundet, og at man agter at aflive dyrene ud fra et forsigtighedsprincip.

Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, godkender det og lægger det til statsminister Mette Frederiksen (S).

  • 19. juni: Statsministeren godkender planen med ordene: "o.k. - vil dog betvivle, om det er nok".
  • 7. juli: Regeringen skifter strategi. I stedet for at aflive alle minkbesætninger, hvor der er fundet coronasmitte, skal smitten overvåges, og der indføres påbud om brug af værnemidler på minkfarmene.
  • 4. september: Statens Serum Institut (SSI) noterer sig, at en særlig variant af coronavirus fra mink har spredt sig til lokalbefolkningen i Nordjylland.
  • 18. september: SSI skriver i en ny risikovurdering, at minkvarianten potentielt kan "mindske eller eliminere" vaccinernes effekt.
  • 1. oktober: Regeringen skifter til en ny strategi. Nu skal besætninger med smittede mink og besætninger i 7,8 kilometers radius af smittede mink aflives. I første omgang betyder det, at en million mink skal aflives.
  • 2. november: På et møde mellem brancheorganisationen Kopenhagen Fur, SSI's faglige direktør, Kåre Mølbak, og Fødevarestyrelsen fortæller Mølbak, at der er resultater, der viser, at mutationen af coronavirus fra mink viser nedsat følsomhed for antistoffer.
     
  • 3. november: SSI afleverer en risikovurdering til Sundhedsministeriet, hvori der står:

- En fortsat minkavl under en igangværende covid-19-epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for muligheder for at forebygge covid-19 med vacciner.

  • 3. november: På et møde i regeringens koordinationsudvalg beslutter regeringen, at alle mink i Danmark skal aflives.
  • 4. november: På et pressemøde med statsminister Mette Frederiksen (S) og fødevareminister Mogens Jensen (S) oplyses det, at alle mink i Danmark skal aflives.
  •  8. november: Det beskrives i pressen og bekræftes i et skriftligt svar fra Mogens Jensen, at regeringens beslutning kommer til at kræve en ny lovgivning, da der ikke for nuværende er hjemmel til at kræve mink uden for zonerne på 7,8 kilometer aflivet.
  •  9. november: Regeringen opgiver at få en hastelov gennemført, da der mangler den tilstrækkelige opbakning i Folketinget.
  • 18. november: Mogens Jensen træder tilbage som fødevareminister, efter at Miljø- og Fødevareministeriet har udsendt sin redegørelse for forløbet.
  • 21. december: Folketinget vedtager L77 med titlen "Lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink".

Kilder: Minkkommissionens afhøringer, Miljø- og Fødevareministeriets redegørelse

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle