Tre landmænd præmieret som Fremtidens Landmænd

I det, der mest af alt ligner et award-show om de dygtigste landmænd i Danmark, blev tre landmænd torsdag aften belønnet med hver 25.000 kr.

Fremtidens Landmand inden for henholdsvis bæredygtighed, teknologi og afsætning blev torsdag aften kåret ved et arrangement i forbindelse med økonomikongressen i Vingsted.

”Vi andre synes det er fantastisk at kigge indenfor hos en landmand og se dem de sætter hånden på kogepladen”, sagde Ejnar Schultz, adm. dir. hos Seges, der styrede uddeling af præmierne.

Prisen som Fremtidens Landmand inden for afsætning gik til Lene Conradsen og Peter Bruun, Give. Parret har frilandsgrise og sælger selv kødet i samarbejde med afsætningsselskabet Tamaco til Rema 1000, hvor landmandsparret også optræder med billede på pakkerne.

Prisen som Fremtidens Landmand inden for teknologi gik til Henning Thybo, Arnborg. Med et motto om, at det man ikke kan købe, må man selv lave, har han fremstillet og forbedret en lang række maskiner og redskaber især til sin kartoffelproduktion. Det er blevet til verdens største kartoffellægger og verdens største mobile kartoffelvasker, bl.a.

Endelig gik prisen som Fremtidens Landmand i kategorien bæredygtighed til mælkeproducent Kaare Larsen, Gilleleje. Han er især kendt som landmanden, der har fået en god aftale, så de lokale landmænd kan afgive jord til at genskabe Søborg Sø. Med andre jord går lavbundsjorder ud af drift uden at landmændene taber penge på det. Men bæredygtighed er for Kaare Larsen også sunde dyr, sunde marker og god dyrevelfærd.

De tre landmænd vil nu blive fulgt året igennem i LandbrugsAvisen, som besøger dem hver især en gang i kvartalet.

Projektet er sponsoreret af Jyske Bank, Sagro og Bridgestone samt Seges, Agromek og LandbrugsMedierne.

Se videoerne om de tre landmænd.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle