Trods stor lokal modstand: Landmand får lov at bygge gårdbiogasanlæg

Byrådet i Svendborg har givet grønt lys til et gårdbiogasanlæg på Tåsinge, trods stor bekymring fra lokale. Landmand er glad.

Tung trafik, lugtgener og usælgelige huse var især nogle af de ting, som bekymrede naboerne til et kommende biogasanlæg på Tåsinge.

Men byrådet i Svendborg nikkede alligevel tirsdag aften ja til, at Kurt Brusgård Poulsen kan bygge et biogasanlæg på sin ejendom, Andekærgård. Det skriver Fyns Amts Avis.

Andekærgård er Fyns største kvægproduktion med planlagte 1400 malkekøer på Tåsinge. Med planerne om at udvide bedriften, vil Andekærgård også bygge sit eget biogasanlæg. Derfor har byrådet i Svendborg lavet et forslag til lokalplanen, som et flertal på 23 godkendte.

"I går aftes skete det længe ventede. Byrådet i Svendborg bakkede vores gårdbiogas-projekt op med et klart flertal. Dette var det sidste step, inden projektet for alvor kunne sættes igang", skriver en begejstret Andekærgård på sin Facebook-side.

Lokal modstand

Men biogasanlægget blev ikke vedtaget uden modstand. Der var en længere debat i byrådet, hvor flere lokalpolitikere stillede spørgsmålstegn ved, om et biogasanlæg nu også er så nyttigt i den grønne omstilling, som der var blevet givet udtryk for.

Blandt andet stillede lokalpolitikeren fra Enhedslisten, Jesper Kiel spørgsmål ved, om det var bæredygtigt at bruge sin jord til at dyrke frøgræshalm, som man også påtænker at hælde i biogasanlægget.

"Vi bør hellere dyrke foder til vores dyr herhjemme frem for at dyrke afgrøder på markerne til biogasanlæg og som følge af det hente mere foder i Sydamerika", sagde han på byrådsmødet.

Nabofamilie overvejer at flytte

Lokalplanen havde også været i offentlig høring. I alt kom der cirka 60 høringssvar ind, hvoraf størstedelen var borgere, der var bekymrede for trafiksikkerheden og områdets veje, som man frygter ville tage skade af den øgede tunge trafik. En lokal nabofamilie gav endda udtryk for, at de overvejede at flytte, når biogasanlægget ville få grønt lys af byrådet.

Andekærgård forsøger på sin Facebook at imødekomme de bekymrede naboer:

"Afgasset gylle lugter væsentlig mindre, og næringstofferne er lettere tilgængelig for planterne, hvorved der udvaskes mindre til nærmiljøet. Jerseykøer er de mest klimavenlige køer, og sammen med et gårdbiogasanlæg, kan Andekærgård gå hen og blive til et fuldstændig klimaneutralt landbrug", skriver gården.

Faktaboks

Andekærgårds biogas

  • Biogasanlægget skal kunne rense gassen, så den kan lukkes direkte ud på Naturgasledningen.
  • Anlægget forventes at kunne producere 8.800.000 m3 grønt gas, svarende til at der kan opvarmes ca. 3.000 husstande, skriver Andekærgård på deres Facebook-side.
  • Hovedparten af materialet, der skal anvendes til biogassen er gylle og dybstrøelse. Derudover skal der anvendes en del planterester fra marken.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle