Tungt papirarbejde forsinker de første minkavler-erstatningssager

Minksekretariatet i Viborg kæmper med at få materiale ind og må derfor udskyde datoerne for de første besigtigelser af minkfarme.

De 25 første tidligere minkavlere, der var stillet en snarlig afklaring om størrelsen på deres nedluknings-erstatning i udsigt, kommer til at vente længere end først meldt ud.

25 minkavlere er udvalgt til prøveforløb, som skal bidrage til at sikre ensartethed i det erstatningsforløb, der senere på året rulles ud til samtlige minkavlere, der har valgt at søge om nedlukningserstatning.

Nu har flere af minkavlerne i prøveforløbet imidlertid fået besked på, at den dato, de havde sat af til et besøg fra en taksationskommission, bliver rykket.

”Det er ærgerligt, at det ikke er muligt at gennemføre de første besigtigelser ude hos minkvirksomhederne her fra begyndelsen af marts, sådan som det oprindeligt var meningen. Men sagen er, at vi endnu ikke har modtaget så mange oplysningsskemaer og revisorerklæringer fra minkvirksomhederne, som det er nødvendigt for at kunne samle de første 25 prøvesager", siger Minksekretariatets sekretariatschef Simon Bonde-Dinitzen.

"Disse sager skal sikre, at vi fra begyndelsen får en helt korrekt og ensartet sagsbehandling på tværs af de forskellige kommissioner, så alle minkvirksomhederne løbende kan få udbetalt, det de er berettigede til", siger han.

FORSINKELSEN RAMMER KUN PRØVEFORLØBENE

Det er endnu uklart, hvornår besigtigelserne på minkfarmene vil komme til at foregå. Det bliver tidligt i begyndelsen af marts, at der kommer nye datoer.

"Den endelige planlægning afhænger af, hvornår vi har modtaget tilstrækkeligt med materiale til at gennemføre de første 25 prøvesager", siger Simon Bonde-Dinitzen

Forsinkelsen af de første prøvesager vil ikke gå ud over den samlede tidsplan, oplyser sekretariatschefen.

"Det er forventningen, at vi overholder den samlede tidsplan, hvor alle erstatninger til minkvirksomhederne bliver udbetalt løbende og senest inden udgangen af 2024. Det flytter nye datoer for besigtigelserne ikke på", siger Simon Bonde-Dinitzen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle