Tvivl om dansk kødforbrug skaber uenighed

Landbrug & Fødevarer og Simple Feast er uenige i, hvordan danskernes kødforbrug skal anskues og ændres i forhold til verdens klima.

Simple Feast er gået i flæsket på kødforbruget i Danmark. Virksomheden blev landskendt da den søsatte en omtalt tv-kampagne med rygende mennekser, hvor cigarer og cigaretter var skiftet ud med kød og pølser.

Efter kampagnen har især virksomhedens stifter og administrerende direktør, Jakob Jønck, været i mediernes søgelys. Kødforbruget har været det altoverskyggende omdrejningspunkt i de mange interviews, og her har Jakob Jønck udtalt, at den gennemsnitlige dansker spiser 300 gram kød om dagen.

DTU har lavet en undersøgelse, der påpeger, at den gennemsnitlige dansker kun sætter 142 gram kød til livs hver dag, og det har lagt an til spørgsmål om udregningerne. Forskellen i konklusionerne er imidlertid, at DTU’s undersøgelse kun medtager det kød, der rent faktisk går fra gaflen ned i mavesækken hos folk, hvor andre kilder medtager hele produktionen af både kød, restprodukter og andet.

Uenighed om udregning

»Når vi siger, at danskere spiser 300 gram kød om dagen, er det et gennemsnit af de tal, vi har fået fra DST, DN, FAO og World Ressouces Institute, og så er det i sagens natur ligegyldigt, om kødet bliver spist eller brugt til noget andet. Klimaaftrykket kommer, så snart kødproduktet er lavet«, fortæller Jakob Jønck.

Den argumentation er man ikke enig i hos Landbrug & Fødevarer.

»Jeg synes, det er misvisende tal, der bliver lagt frem om danskernes kødforbrug. Især når ordet ’spise’ indgår. Selv hvis kødforbruget er noget højere, end hvad vi spiser, så bliver produkterne for langt størstedelen brugt andre steder. Det kan for eksempel være i biogasanlæg, hvor de producerer ny energi«, lyder det fra direktør i Landbrug & Fødevarer, Flemming Nør-Pedersen.

Kompliceret emne

Simple Feast har på deres hjemmeside opstillet en række informationer om verdens klimasituation.

Informationerne beskrives som fakta og har kildehenvisninger, men Jakob Jønck er klar over, at der kan være forskellige vurderinger af kilderne.

»Det handler ikke om hvert lille tal, vi opstiller, for der vil altid være forskel mellem de forskellige kilders konklusioner. Essensen er den samlede tendens, vi ser. For vi taler ikke om, at vi producerer 10 eller 20 procent for meget kød, vi taler altså minimum dobbelt så meget«, lyder det fra Jakob Jønck.

Overdimensioneret

Flemming Nør-Pedersen ser sig enig i, at verdens klimaproblemer skal der tages hånd om hurtigt, men mener, at kødforbrugets rolle er blevet gjort større, end den er.

»Jeg håber, at vi får mere fokus på de ting, der ikke er essentielle for mennesker, men som belaster klimaet rigtig meget. Vi skal jo under alle omstændigheder have noget at spise, men det er ikke nødvendigt, at vi flyver til Thailand eller, at vi har en masse tøj hængende i skabet, som vi bruger meget lidt«, er kommentaren. Men Jakob Jønck mener, at det er at tage skyklapper på.

»Jeg savner et landbrug, der omfavner virkeligheden og indser, at man ikke kan effektivisere sig ud af den situation, vi står i nu. Der skal handles ekstremt hurtigt på alle parametre«, siger han.

Sammenlign med andre lande

Flemming Nør-Pedersen savner hertil, at Danmark sammenlignes med omverden.

»Jeg synes, man skal anskue klimaproblematikken globalt, fordi alle lande medvirker i det samlede regnestykke. I Danmark er vi meget klimaeffektive, og som foregangsland kan vi hjælpe lande som Kina til at producere meget mere effektivt, når kødefterspørgslen uanset hvad vil stige i fremtiden«, fortæller L&F direktøren.

Faktaboks

Simple Feast

  • Er stiftet af Jakob Jønck, der er serieiværksætter og blandt andet var medstifter af sportsappen Endomondo.
  • Virksomheden sælger måltidskasser og fungerer som aktør i klimadebatten, hvor missionen er at sænke kødforbruget.
  • Har oprettet en ’Quit Meat Helpline’, hvor man kan ringe ind og blive rådgivet i, hvordan man stopper med at spise kød eller minimerer sit kødforbrug. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle