Tyske slagtesvin er fortsat ultra lavt prissat

ASF-tilfældet ved Rostock har ikke presset noteringen på slagtesvin yderligere ned i Tyskland.

Fundet af afrikansk svinepest syd for Rostock har ikke sendt prismæssige chokbølger gennem de tyske slagtesvinenoteringer.

Det melder Danske Svineproducenter.

Men markedet er ikke uden udfordringer, som nærmest står i kø:

"Det nye udbrud af ASF i en produktionsbesætning ved Rostock ændrer ikke den generelle situation på det tyske slagtesvinemarked: Udbuddet af slagteklare grise er stort, mens slagteriernes efterspørgsel er begrænset på grund af manglende personale. På den måde er det i nogle tyske regioner ikke nemt at afsætte slagtesvin, og der opstår mindre udbudspukler", anfører Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter.

På kødmarkedet er der spor af en positiv tendens, hvor sidste slagteuge endda resulterede i en prisstigning for hele slagtekroppen med en eurocent. Der håber på yderligere positive impulser med den forestående julehandel, men der ventes omvendt spændt på betydningen af udbruddet af afrikansk svinepest ved Rostock.

"Da Tyskland i forvejen er afskåret fra de vigtigste eksportmarkeder til tredje lande, mener tyske markedseksperter, at det nye ASF-udbrud ikke burde have drastiske konsekvenser. Nu venter markedsinteressenterne imidlertid spændt på, hvordan landene reagerer, som hidtil accepterede import af grisekød fra Tyskland, som f.eks. Canada og Thailand", bemærker Markus Fiebelkorn.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle