Tyske slagtesvin holder prisen trods massivt coronaudbrud

De tyske slagtesvin holder prisen på trods af stort udbrud af coronasmitte på tysk slagteri.

Den officielle tyske slagtesvinenotering holder stand og noteringen er uændret på 1,66 euro pr. kg., hvilket svarer til 12,37 kr.

Det er fjerde uge i streg at noteringen ligger stille, siden den steg en smule 20. maj fra 11,92 kr. til de 12,37 kr.

Meldingen fra den tyske omsætterorganisation VEZG kommer efter et massivt udbrud af coronasmitte har ramt medarbejderne på Tysklands største slagteri, Tönnies’ slagteri i Rheda-Wiedenbrück, hvor mindst 400 medarbejdere er blevet testet positive for coronasmitte i de seneste par dage.

Noteringen holder altså stand trods store usikkerheder på det tyske marked lige nu.

"For tiden er det umuligt at komme med en kvalificeret vurdering af, hvilke konsekvenser udbruddet af coronavirussen hos Tönnies-slagteriet i Rheda-Wiedenbrück vil have", anfører Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter og fortsætter:

"Den tyske omsætterorganisation VEZG ændrer ikke den officielle tyske notering i dag. Enten tror markedseksperterne ikke på, at slagtningerne skal neddrosles markant hos Tönnies, eller også har man simpelthen ikke haft tid til at reagere på nyhederne og de nye markedsforhold", vurderer han.

Stort udbrud i Tyskland 

Ca. 1.000 ansatte fra Tönnies’ slagteri blev testet, 400 ud af 500 tests var positive, og der ventes stadig svar på de øvrige 500 prøver. 

Der slagtes ca. 140.000 grise per uge i Rheda-Wiedenbrück. Til sammenligning slagtes der ca. 80.000 grise per uge hos Danish Crown i Horsens.

"I hele Tyskland slagtes der ca. mellem 850.000 og 1 mio. grise per uge. Hvis slagteriet virkelig skal lukkes fuldstændigt midlertidigt, betyder det, at hver tiende tyske gris skal køres til et andet slagteri. Det er imidlertid lidt tvivlsomt, om andre slagterier har nok kapacitet til yderligere slagtninger", pointerer Markus Fiebelkorn fra Danske Svineproducenter.

Mandag meldte den tyske Nord-West notering også at de tyske smågrise lå stille for femte uge i streg.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle