Den tyske smågrisenotering ligger stille for fjerde uge i streg

Den tyske Nord-West notering er for fjerde uge i streg uændret, men det forventes at priserne vil falde i juli.

Der er ro på det tyske smågrisemarked og det betyder, at den tyske Nord-West notering igen er uændret.

Det er fjerde uge i streg, at noteringen ligger stille. Derved forbliver prisen uændret på 55 euro svarende til 447 kr. inkl. vægtreguleringen for 25 til 30 kilos-grise.

"Udbud og efterspørgsel er stort set i balance på det europæiske smågrisemarked, og de fleste tyske markedsinteressenter forventer derfor uændrede smågrisenoteringer i den nærmeste fremtid", forklarer Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter, om den aktuelle situation i Europa. 

Noteringen for 8-kilos grise er ligeledes uændret på 36,10 euro.

prisFald på vej i juli

Ikke desto mindre må man ikke glemme, at smågrisenoteringer typisk falder markant i starten af juli måned, pointerer Markus Fiebelkorn.

"Tyske slagtesvineproducenter og omsættere er normalt klar over, at smågrisepriserne typisk giver signifikant efter ca. i uge 28-29 og tilpasser således deres bestillinger. På den måde forstærker de det sæsonmæssige mønster på smågrisemarkedet", forklarer han.
 
Det tyske slagtesvinemarked er ligesom i store dele af resten af Europa også stabilt, og man regner hverken med prisstigninger eller prisfald i de kommende uger.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle