Undersøgelse: Hver tredje vil betale mere for nationalpark-fødevarer

Forbrugerne forbinder de forskellige nationalparker med forskellige former for fødevarer.

Cirka hver tredje, 29 procent, af danskerne er villige til at betale mere for deres fødevarer, hvis de kommer fra en af landets fire nationalparker.

Det viser en undersøgelse, som organisationen Danmarks Nationalparker har fået udført. Baggrunden for undersøgelsen er, at Danmarks Nationalparker overvejer at udvikle lokale nationalparkfødevarer under det fælles brand 'Nationalparkfødevarer'.

"Det er endog meget spændende”, siger Lars Vedsmand, som er formand for Nationalpark Skjoldungernes Land, om undersøgelsen.

Forbrugere, der vil købe nationalpark-fødevarer, forbinder de danske nationalparker med forskellige produkter.

Således forbinder forbrugerne Nationalpark Thy med honning, øl, bær og kød, Nationalpark Vadehavet med lam, østers, fisk og muslinger, Mols Bjerge med kød og grønsager, og Skjoldungernes Land med grønsager.

Formanden for Nationalpark Vadehavet, Janne Liburd, hæfter sig især ved, at forbrugerne oplever, at køb af nationalpark-fødevarer er med til at støtte lokalsamfundet og skal være af høj kvalitet.

"Det er vigtigt at forstå at forbrugernes forventninger til produkterne både omfatter kvalitet og lokal forankring, og dermed også stolthed. Det vil vi tage med i det videre arbejde og tale nærmere med producenterne om", siger Janne Liburd.

De vigtigste værdier, som fødevarer fra nationalparkerne tillægges, er kvalitet, dyrevelfærd, bæredygtighed og at det er lokalt. Cirka hver anden, 47 procent, af forbrugerne forventer at kunne købe fødevarerne hos gårdbutikker, mens en fjerdedel forventer at kunne købe på nettet og på restauranter.

Køb af nationalpark-fødevarer i dagligvarebutikker nævnes af 20 procent af forbrugerne. I Nationalpark Thy er det noget formand Torben Juul-Olsen nikker genkendende til.

"Vi har siden 2011 givet virksomheder mulighed for at anvende nationalparkens logo og har fornemmet både interesse og betalingsvillighed. Med analysen er vi blevet klogere og ved, at det ikke kun er noget, vi tror og hører", siger Torben Juul-Olsen.

Ifølge undersøgelsen er danskernes generelle kendskab til nationalparkfødevarer ikke er højt. Dette gælder dog ikke for Nationalpark Mols Bjerge, og herfra udtaler formand Erling Post, formand:

"Undersøgelsen viser også, at hvert andet menneske i nærområdet til Nationalpark Mols Bjerge forbinder nationalparken med lokale fødevarer, fordi vi har arbejdet målrettet lokalt på at  øge kendskabet og efterspørgslen".

Nationalparkerne mødes i december, hvor de blandt andet skal drøfte nationalpark-fødevarer.

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle