V-ordfører: Vi er ikke færdige med at tage vandløb ud

Arbejdet med at finde vandløb, der ikke bør være en del af vandplanerne fortsætter, understreger Erling Bonnesen.

”Det er kun begyndelsen. Arbejdet slutter ikke her".

Sådan lyder det fra Venstres miljø- og fødevareordfører Erling Bonnesen efter at miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) har meldt ud, at der tages 1.000 km vandløb ud af vandområdeplanerne, fordi naturværdien ikke er stor nok.

Det sker efter, at vandrådene, der består at en lang række interessenter, har sendt deres indstilling til ministeriet. I øvrigt efter en proces, som landbruget har kritiseret voldsomt, og viceformand i L&F Thor Gunnar Kofoed kalder da også konklusionen "dybt skuffende".

Erling Bonnesen mener da heller ikke, at de 1.000 kilometer vandløb er nok at tage ud.

”Arbejdet med at tage små vandløb, der er groet til, fordi de ikke er passet ordentligt, så det ødelægger afvandingen fra land og by, fortsætter”, understreger han.

Han pointerer, at han har fuld respekt for ministerens udmelding, for det er, hvad der er muligt at tage ud i den nuværende proces, men det forbliver altså ikke ved de 1.000 kilometer.

”Vandløb skal sikre, at vandet løber væk så markerne og byer ikke oversvømmes. Derfor vil jeg opfordre alle til at sende eksempler på vandløb, der ikke bør være med i vandløb til deres landboforeninger, eller direkte til mig”, siger han.

Arbejdet med at tage vandløb ud af vandplanerne vil ifølge Erling Bonnesen fortsætte samtidig med, at Folketinget arbejder med Vandområdeplanerne, der skal gælde fra 2021 til 2027. Det arbejde vil være færdigt ultimo 2020.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle