Højesteret: Nogle swapaftaler giver ret til fradrag

Hvis swapaftaler ikke er større end de bagvedliggende lån, kan det give ret til fradrag for tab, fastslår Højesteret.

Højesteret har truffet afgørelse i en sag, der kan få betydning for op mod 2.000 landmænd, der har indgået swapaftaler.

I den konkrete sag har Højesteret ifølge Business.dk slået fast, at det afgørende for, om man kan få fradrag for tab, er, hvorvidt der er tale om erhvervsmæssig tilknytning eller ej.

Hvis størrelsen på swapaftalen ikke overgår størrelsen på det bagvedliggende lån, kan der være tale om erhvervsmæssig tilknytning med ret til fradrag, idet swapaftalen bruges til at minimere finansieringsomkostningerne.

Er swapaftalen derimod større end lånet, som det var tilfældet i den konkrete sag. er der tale om spekulation, der ikke giver ret til fradrag.

Nogle kan fradrage - andre ikke

Mange landmænd har trukket tab på swapaftaler fra i skat, fordi tabene efter Skatterådets opfattelse var fradragsberettigede, men efterfølgende fastslog Landsskatteretten, at tabene ikke var fradragsberettigede.

Højesterets afgørelse betyder, at nogle kan få fradrag, mens andre ikke kan.

Ifølge specialkonsulent Jens Jul Jacobsen, Seges, kan det komme til at koste skatteværdien af op mod to mio. kr. for de landmænd, der ikke får fradrag.

Han vurderer dog, at der hos langt størstedelen af landmændene er overensstemmelse mellem størrelse på gælden og swapaftalen, så de kan beholde fradraget.

Ifølge advokat Thomas Schioldan Sørensen er sagen dog ikke nødvendigvis helt tabt for de landmænd, der må vinke farvel til fradraget, idet nogle af dem formentlig vil kunne rette krav mod deres bank for forkert eller dårlig rådgivning, for eksempel hvis banken har oplyst, at man kan få fradrag for eventuelle tab.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle