De danske skove yder større klimabidrag end ventet

Rundt om i Danmark suger skovene mere klimaskadelig CO2 op, end det hidtil var antaget. I alt ventes skove i 2030 at optage 1,7 millioner ton CO2 mere end troet ifølge ny rapport fra Københavns Universitet.

Skove ventes i 2030 at optage 1,7 millioner tons CO2 mere end hidtil antaget ifølge ny rapport fra Københavns Universitet.

Fremskrivningen, som er behæftet med usikkerhed, betyder, at samfundet er tættere på at nå sit reduktionsmål, end man hidtil har troet.

Det kan få indflydelse på den CO2-afgift, der forhandles om i den grønne trepart.

Årsagen til de nye tal skyldes en ny opgørelsesmetode, hvor der tages højde for, at træerne fældes senere og vokser hurtigere end hidtil antaget.

Ifølge skovbrugets brancheorganisation, Dansk Skovforening, er antallet af fældede træer blevet overestimeret de senere år.

- Man har forventet, at der ville være en øget hugst, og den er så ikke kommet. Det er derfor, man har kunnet se, at skovens optag af CO2 hvert år er fortsat med at vokse, siger organisationens direktør, Anders Frandsen.

Men målstregen for reduktioner har det med at flytte sig.

Derfor har det været ventet, at tallet ville stige, og det kan få betydning, når der skal forhandles om at reducere Danmarks udledninger.

I januar kom der nye tal for lavbundsjorde, der reducerede landbrugets CO2-udledninger med omkring to millioner tons.

Det gjorde, at regeringen erklærede 2025-målsætningen indfriet, hvilket vakte opsigt, da det var en fremskrivning. Forskerne bag understregede, at det kunne ændre sig, når der kom nye beregninger.

En rapport om den grønne skattereform tog udgangspunkt i, at landbruget skal levere en reduktion på 2,5 millioner tons CO2 i 2030.

Derfor kan skovenes bidrag på 1,7 millioner tons få stor betydning på de politiske forhandlinger.

Ifølge klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) ændrer den nye opgørelse af skovenes udledning ikke på, at der skal sættes gang i en omstilling af landbruget.

/ritzau/
 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle