Henrik Mortensen: Sass Larsens plan ligner kommunisme

Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter, er på ingen måde tilfreds med Henrik Sass Larsens nye plan, der skal tvinge bankerne til at lukke 1.700 kriseramte landmænd. Læs hans kommentar nedenunder.

"I dag afslører Berlingske Business, at erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen vil give 1.700 kriseramte landmænd dødsstødet. Med den ene hånd udhuler og ødelægger regeringen vores mulighed for at tjene penge på at drive landbrug i Danmark, og med den anden vil man hugge hovedet af dem, det går ud over. Det er simpelthen ikke rimeligt.

Skiftende miljøministre har over årene udhulet produktionsrettighederne på landbrugsjorden med bl.a. krav om reduktion af gødningsmængder, krav om randzoner, krav om efterafgrøder, manglende frihed ved afgrødevalg osv. kombineret med en pasningspligt på arealerne, som er en økonomisk belastning. I stalden blander fødevareministeren sig i indretning af stierne, pasningen af grisene og dyrlægernes valg af antibiotika.  Der hersker en uhørt grad af detailstyring  og utidig indblanding i et selvstændigt erhvervs drift, og denne omfattende omklamring har i høj grad selv medvirket til landbrugets aktuelle indtjeningskrise.

Nu vil erhvervs- og vækstministeren have 1.700 unge, friske landmænd til at overtage de økonomisk nødlidende bedrifter. Jeg tvivler stærkt på, at der overhovedet findes 1.700 nye landmænd med tilstrækkelig kapital og erhvervspraktisk grundlag, som venter i kulissen og er villige til at investere i et erhverv, der har så lidt politisk opbakning, og hvor de kun kan gisne om de rammevilkår, der skal komme.

Det er bankerne selv, der skal bestemme omfanget af eventuelle rekonstruktioner og salg, og i stedet for at gå til angreb på kriseramte landmænd burde erhvervs- og vækstministeren tage kontakt til sine ministerkolleger og få løftet det kvælende åg af særregler, som tynger erhvervet og ødelægger rentabiliteten. Når ikke engang en vækstminister vil arbejde for vækst, ser det sort ud. 

Hvis bankerne tvinges til at realisere tab, vil det betyde store værdinedskrivninger i dansk landbrug. Det vil medføre, at virksomheder som i dag er sunde vil opleve forringet soliditet, og bankerne vil opleve nye krav om nedskrivninger på nuværende solide ejendomme. Det er skruen uden ende. 

Det er nu, bankerne skal bakke op om deres kunder og sikre soliditeten i deres pant. Ellers ender det hele med Henrik Sass Larsens kongstanke om pensionskasser, der skal overtage landbruget, mens politikerne bruger deres magt. Det er set før. Det hedder kommunisme."

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle