Minister: Nyt skattelovråd skal forenkle skattereglerne

L&F håber nyt skattelovråd vil se på forskelle mellem selvstændige og selskaber.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har nedsat et skattelovråd med økonomiske og juridiske eksperter, som skal se på, om de nuværende skatteregler er enkle og tidssvarende.

Karsten Lauritzen ser et stort potentiale i et skattelovråd og mener, at det kan være med til at forenkle skattereglerne, så de ikke står i vejen for retssikkerheden for den enkelte borger og virksomhed.

»Vi har set eksempler på skatteregler, som har svækket borgernes retssikkerhed. Det er vigtigt, at vi hele tiden er opmærksomme på, at vores – må man nok indrømme – ret komplekse skattesystem er så enkelt og gennemskueligt som muligt,« siger Karsten Lauritzen.

Velkommen fra L&F

Hos Landbrug & Fødevarer hilser Frederik Waaben, skattepolitisk seniorkonsulent, det nye skattelovråd velkommen.

»Det er noget vi tager positivt imod, og vi vil også nøje følge om rådet får den ønskede effekt og ikke bare bliver en syltekrukke,« siger han.

I første omgang skal det nye råd se på om danske regler er gode nok til at forhindre skattely, men L&F håber, at det på sigt kan kigge på, om reglerne for selvstændige erhvervsdrivende og selskaber er lige gode. L&F mener, at selvstændige er dårligere stillet end selskaber.

Karsten Lauritzen har udpeget rådets syv medlemmer, som alle er juridiske eller økonomiske eksperter på skatteområdet.

Skattelovrådet er et led i Retssikkerhedspakke II.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle