Stillehavslande enige om gigantisk frihandelsaftale

Aftalen, som er indgået mellem 12 lande, vil få betydning for 40 procent af verdensøkonomien, lyder det.

USA, Japan og ti andre Stillehavslande er blevet enige om frihandelsaftalen TTP. Det er den største af sin slags nogensinde og vil omfatte 40 procent af verdensøkonomien, lyder det.

Det bekræfter Japans premierminister, Shinzo Abe, som siger, at man har indgået en "bred aftale".

Aftalen Trans-Pacific Partnership, TTP, skal sørge for fælles standarder og reducere handelsbarriererne mellem de 12 lande.

Foruden USA og Japan har Canada, Mexico, Peru, Chile, Brunei, Singapore, New Zealand, Australien, Vietnam og Malaysia deltaget i forhandlingerne, som har varet i mere end fem år.

Der har derfor været problemer af meget forskellig karakter, der er blevet taget op ved forhandlingsbordet. Arbejderes rettigheder, mælkeproduktion og patentrettigheder på medicin har således alle været emner i forhandlingerne.

TPP-aftalen har været fem år undervejs og skal godkendes af de enkelte landes parlamenter, før den kan træde i kraft.

Michael Bremerskov Jensen, chefkonsulent, EU & International i Dansk Erhverv, betegner aftalen som et stort og positivt skridt og siger, at det er vigtigt for EU og Danmark at komme hurtigt i mål med sine aftaler.

Der er markedsandele på spil her for danske og europæiske virksomheder, siger han.

"Danske eksportører til eksempelvis Japan og USA risikerer at tabe markedsandele til konkurrenter fra Stillehavsregionen, hvis TPP får lov til at træde i kraft, uden EU/USA- og EU/Japan-aftalen er på plads," siger chefkonsulenten.

/ritzau/Reuters

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle