261 rene målesteder forsvandt - og så blev grundvandet ringere

»Viden om vandkvaliteten i disse indtag har betydning for at kunne danne et mere repræsentativt billede af grundvandets samlede kvalitet,« skriver GEUS i en rapport.

Det er ikke opspind, når landbruget vifter i næsen på miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), at det betyder noget for, hvor godt dansk grundvand ser ud, når man sætter 261 målesteder på pause.

I hvert fald ikke ifølge en rapport fra GEUS, som er statslige forskningsinstitution, som ministeriet ellers støtter sig til, når det gælder fagligheden i indberetninger om grundvand til EU-kommissionen.

I en rapport (Grundvandsovervågning 1989-2015) skriver GEUS, at man fra 2011-2015 undlod at tage prøver på 261 målesteder, som man tidligere havde benyttet. Det var målinger i dybere grundvandsforekomster med lille eller ingen påvirkning af nitrat, pesticider med mere, og hvor indholdet af nitrat var stabilt. Samlet set blev der taget prøver i 1.200 målesteder.

Kan ses på resultater

Når man pludselig undlader at tage prøver disse steder med meget lidt nitrat, vil det naturligvis påvirke gennemsnittet og se ud som om grundvandet er ringere end før. GEUS skriver da også direkte i rapporten: »Viden om vandkvaliteten i disse indtag har betydning for at danne et mere repræsentativt billede af grundvandets samlede kvalitet.«

Denne bemærkning er interessant, fordi Miljøstyrelsen netop over for LandbrugsAvisen påpeger, at EU kræver at landene »definerer et overvågningsnetværk, som er repræsentativt for landbrugets indvirkning på grundvandet.«

Ifølge Mads Leth-Petersen, vicedirektør i Miljøstyrelsen, er de droppede målesteder så dybe, at landbruget netop ikke indvirker på grundvandet. Selv om GEUS som nævnt ovenfor skriver, at de betyder noget for repræsentativiteten.

Grotesk

Hans Sønderby, advokat for BL, sammenligner det til gengæld med at smide samtlige sjællandske stemmer afgivet ved seneste Folketingsvalg ud.

»Det er elementær hovedregning, at når man fjerner nulprøverne fra statistikken, så bliver tallene ikke repræsentative. Reelt har man meddelt EU-Kommissionen, at de danske landmænd har ødelagt dansk grundvand og undladt at fortælle, at man har holdt 260 »frifindende« indtag ude af ligningen,« siger han.

Bente Andersen, Plantekonsulenten Svejstrup, peger på, at GEUS måler grundvandet tættere og tættere på jordoverfladen.

»Så finder man selvfølgelig mere nitrat, men det er ikke repræsentativt,« siger hun.

Repræsentat1ivt

Ifølge Statsgeolog Claus Kjøller er det GEUS’ vurdering, at de data, der indberettes til Nitratdirektivet, giver et repræsentativt landsdækkende billede af nitratindholdet i landbrugspåvirket grundvand.

»Det vurderer vi på baggrund af vores viden om den danske geologi, hydrogeologi og geokemi samt konceptuelle modeller,« siger han.

Er de i overensstemmelse med EU’s krav om repræsentativitet?

»Her må jeg henvise til Miljøstyrelsen, da spørgsmålet er af juridisk karakter.«

261 målesteder er hvilende, fordi det er dybt grundvand. Er målingerne repræsentative for grundvandets nitratindhold, når man måler højere og højere?

»Der har i nogle perioder været etableret en række overfladenære indtag, mens der i den efterfølgende periode har været etableret flere dybe indtag. Ingen af dem synes at påvirke den udviklingstendens, vi kan se – nemlig, at der har været et generelt faldende nitratindhold i landbrugspåvirket grundvand med en alder på ca. 30 år eller yngre.«

Siger altså statsgeolog Claus Kjøller.

Glad for forståelse

Landbrug & Fødevarer har gennem længere tid kritiseret, at myndighederne har skabt misforståelser om grundvandsdata gennem indberetningerne til EU. En kritik som miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har erkendt.

»Ministeren har de seneste dage offentligt anerkendt L&Fs kritik af, at Danmark ikke har været gode nok til at indrapportere grundvansdata uden at skabe misforståelser, og at der kan rejses berettiget tvivl om flere udpegninger af grundvandsforekomster som værende i dårlig tilstand på grund af nitrat,« siger Lars Hvidtfeldt og tilføjer:

»Vi vil fortsætte vores dialog med ministeren og hans embedsfolk om, hvordan vi kan få rettet op på misforståelserne. Her skal vi have kulegravet grundlaget for de nuværende indberetninger og sikre, at det, der skal være repræsentativt, rent faktisk også er det,« siger han.

Opdateret 16. marts kl. 16.17: Lars Hvidtfeldts udtalelser er justeret.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle