CMC Maskinstation konkurs: 33 mister jobbet

Efter 33 år er CMC Maskinstation & Entreprise - der dækkede en stor del af Sjælland - gået konkurs.

Fredag kaldte Claus Møller Christensen, medejer og direktør af CMC Maskinstation & Entreprise, sine 33 medarbejdere sammen. Til stede var også repræsentanter for fagforeningen 3F.

Efter 33 år med at have høstet, kørt gylle og må han erklære virksomheden konkurs.

»Det er altid ærgerligt, at en flok rigtig gode medarbejdere, både på landbrugssiden og entreprenørsiden, nogle har været her i over 20 år, mister jobbet,« siger Claus Møller Christensen.

Det er ikke landbrugsdelen, men entreprise-forretningen, som er gået galt, fortæller Claus Møller Christensen.

»Det er nogle kontraktarbejder, som vi ikke har fået styret godt nok og fået det optimale ud af,« fortæller Claus Møller Christensen.

Spørgsmål: Så det er omkostninger, der ikke har stået mål med de tilbud, der er givet?

»Ja, det er fuldstændig korrekt.«

Virksomheden, der holder til i Svinninge i Vestsjælland, har de seneste år lagt fibernet ned i jorden for det lokale energiselskab. Kabellægningsarbejdet fik virksomheden til at vokse fra 35 til 80 ansatte sidste år. Men det løb af sporet. Virksomheden lavede overskud i 2011 og 2012, men i 2013 lød underskuddet på 941.000 kroner. Det er fortsat i 2014.

»Priserne er jo så skarpe, så der er ikke plads til noget slinger, og vi havde ikke rutine nok til den type arbejde og sørge for, at der ikke var slinger,« beretter Claus Møller Christensen.

Virksomhedens medarbejdere har højere grad end forventet skullet vende tilbage og færdiggøre forskellige typer arbejde ved det komplekse fibernet-arbejde. Det har kostet mange mandetimer. Sidste år var der en sag, hvor en kunde tilbageholdt betaling på grund af en klage om mangler. En klage, som Claus Møller Christensen var uenig i, eftersom entreprisen var godkendt og taget i brug af kunden.

»Vi har sluttet vores kontrakter og færdiggjort arbejdet, det vil jeg gerne understrege,« siger Claus Møller Christensen.

Det er nu leverandører og Skat, der har penge til gode i konkursboet. Hvad er skal ske med maskiner og andre aktiver, ved Claus Møller Christensen ikke. Det er op til kurator.

Spørgsmål: Hvad sker der så nu?

»Jeg troede jo, at jeg skulle trække vejret, for det har været et modbydeligt halvt til helt år. Det er jo en familievirksomhed, så det er hus og hjem og alt. Men der er hele tiden alle mulige, der ringer,« siger Claus Møller Christensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle