Alternativet investerer i landbrugsfond

Alternativet vil samle ind blandt deres over 11.000 medlemmer til Danmarks Økologiske Jordbrugsfond.

Alternativet har onsdag indsamlet 25.000 kroner til investering i Danmarks Økologiske Jordbrugsfond, der efter planen til marts udsteder aktier á 25.000 kr.
 
Pengene er indsamlet via donationer fra det grønne partis folketingsmedlemmer og ansatte på Christiansborg, og Alternativet vil frem mod lanceringen af den økologiske fond iværksætte en crowdfunding-kampagne blandt sine over 11.000 medlemmer for at kunne købe flere aktier i fonden.
 
Danmarks Naturfredningsforening og Økologisk Landsforening sigter med fonden mod at opkøbe gældstyngede landbrug for omkring 100 millioner kroner for derefter at omlægge dem til økologisk landbrug.
 
Den målsætning bakker Alternativet fuldt og helt op om:

"Vi har i Alternativet en vision om, at dansk landbrug bliver 100 procent økologisk senest i 2040. Derfor skal vi så hurtigt som muligt i gang med omlægningen fra et landbrug, der er afhængigt af sprøjtegift til et landbrug, der tager hensyn til natur, miljø, dyr, mennesker og klima. Det vil fremtidens økologi gøre og derfor vil vi – udover at arbejde for det politisk -  også gerne bidrage til dette fremragende initiativ," siger Alternativets landbrugsordfører Christian Poll i en pressemeddelelse.

Han bakkes op af Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk:

"Det ligger i Alternativets dna at tage tingene i egen hånd og støtte op om de gode idéer. Derfor vil vi meget gerne bidrage til et dejligt og ambitiøst projekt, som det Danmarks Naturfredningsforening og Økologisk Landsforening nu har sat i søen og som kan blive startskuddet til en økologisk andelsbevægelse," siger Uffe Elbæk.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle