Arla øger med 25-30 pct. mere økomælk

Målet er at øge indvejningen med 150-200 mio. kg økomælk frem mod 2017.

Arla er det eneste af de tre største økologiske mejerier, der har konkrete planer om at øge indvejningen væsentligt inden for det næste par år. Det konkrete mål er at øge indvejningen med i alt 150-200 mio. kg økologisk mælk frem mod 2017, svarende til en stigning i deres totale økologiske mælkeindvejning på omkring 25-30 procent.

»Vi har annonceret til vores ejere, at vi nu igen har åbnet for nye økologiske leverandører. Vi har desuden tilbudt rådgivning og tilskud i omlægningsperioden,« siger pressechef Theis Brøgger og tilføjer, at Arla allerede har godkendt 100 mio. kg til omlægning. Dertil kommer, at landmænd med yderligere 60 mio. kg har vist varierende grad af interesse.

»Vi har set en stigende interesse de seneste uger og regner derfor med at komme i mål,« siger han.

Thise Mejeri regner derimod ikke med at tage mere mælk ind foreløbig.

»Vi er oppe på 100 mio. kg mælk, og vi har fået nok mælk til de næste par år,« siger direktør Poul Petersen.

Han ser dog meget optimistisk på fremtiden men advarer samtidig om, at man skal være sikker på markedet.

Hos Naturmælk regner man ikke med at øge indvejningen hurtigere end hidtil.

»Vores planer er uændrede. Vi har taget fire ind i år, både omlæggere og nyetablerede, og vi holder døren åben,« siger mejerichef Leif Friis Jørgensen, Naturmælk, og tilføjer:

»Jeg vil gerne se det, før jeg tror på det. Det ligner overlevelse.«

Læs gratis e-avisen denne uge her. Du kan også benytte dig af vores tilbud om at tegne abonnement med fem ugers gratis prøveperiode.

Faktaboks

Økomælk

  • Arla 315 mio. kg (i Dk i 2016)
  • Thise 100 mio. kg
  • Naturmælk 36 mio. kg
  • Planer:
  • Arla +150-200 mio. kg

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle