Asier er det nye grønne

Selvom foråret og sommermånederne var kolde og våde, er Ib W. Jensen tilfreds med den foreløbelige høst.

Langs de snorlige rækker ligner jorden mest af alt et dejligt mudderbad. Men de kolde og regnfulde sommermåneder har givet forsinkelser, tab og ekstra arbejde for Ib Walther Jensens høst af asier. Kunderne vil nemlig ikke have beskidte grøntsager.

»Når asierne er våde, er jorden næsten ikke til at tage af dem. De sælger bedre som rene, så jeg bruger næsten et minut mere pr. asie på at rense dem. Det gør det dyrere i selve produktionen, fordi mine ansatte skal have penge for det ekstra arbejde,« siger han.

10 kr. pr. kg hjælper

De første asier høstede han ved håndkraft sidst i juli - to uger senere end normalt.

»Sidste år havde vi også en kold start, men vi indhentede det og endte med ca. 20 ton på en hektar. Det får vi ikke i år. Hvor meget mindre, ved jeg ikke endnu,« siger han.

Selvom mængden af kulde og vand betyder, at de avler mindre i år, er Ib W. Jensen foreløbelig glad.

»Vi er startet med høje priser på 10 kr. pr. kg. Indtil nu har vi været godt tilfredse med prisen og efterspørgslen. Selvom det er færre ton end sidste år, klager jeg ikke, så længe prisen holder. De sidste par år har prisen ligget på omkring 5 kr., så det er et meget stort spring,« fortæller han.

Kun få dyrker asier

Aftager er andelsforeningen Gasa-Kolding, som fordeler asierne til kæder og grønthandlere i hele Danmark.

Ifølge Ib W. Jensen er der få danskere, som har asier som levebrød.

»Der er måske en foruden mig på Fyn, som har flere asier end bare et lille areal,« forklarer han.

Det lille antal dyrkere har sine fordele, fortæller han.

»Her har du mulighed for at tjene penge, fordi asierne har været fornuftige for os i en årrække. Selv når vi har dyrket for mange og priserne falder, har vi som minimum i starten fået en god pris.«

Uvished er spændende

Ib W. Jensen fortæller, at de plejer at plukke, indtil frosten kommer.

»De første varme måneder er normalt i april, men vi skal først så, når vi tror på, at der kommer en uge med fornuftige temperaturer, dvs. 18 grader i jorden. Hvis det er for koldt, dør planterne,« siger han.

Uvisheden om, hvornår det er bedst at så, gør arbejdet interessant, fortæller han.

»Det er spændende, fordi du skal gætte på, hvornår den rigtige tid er til at så. For to år siden såede vi asierne to gange, fordi varmeprognosen første gang aldrig kom, og så måtte vi starte forfra. Til vores held havde andre ikke gjort det, så da asierne kom, havde vi rigtig høje priser,« siger han.

Faktaboks

Lidt om det grønne

  • Ib Walther Jensen har i alt én hektar med asier. Sidste år blev det til 20 ton.
  • Derudover dyrker han jordbær, kartofler og sødkirsebær, som han sælger i sin bod.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle